Purity’, Jonathan Franzens store nye roman om hemmeligheder, skyld og plagede familierelationer, er ikke baseret på, hvad han selv kalder det ’nemme’ stof. Det, som en yngre forfatter først kaster sig over, når han begynder at skrive. Der er heller ikke tale om det lidt lettere tilgængelige ’mellemstof’, men om det, en forfatter først når frem til i en mere moden alder: det dybe stof. Det, som er vanskeligst at kalde frem.
Hans roman, som er blevet rost til skyerne verden over, opererer med fire-fem hovedpersoner, hvoraf 23-årige Purity Tyler, kaldet Pip, er den centrale. Plottet i romanen har at gøre med hendes relation til Andreas Wolf, en karismatisk 50-årig Julian Assange-type, som er vokset op i DDR og er verdensberømt på grund af de leaks, han offentliggør.
’Purity’ er skrevet af en alvidende fortæller, som suverænt gestalter sine kreationers væren i verden og via deres indre og ydre liv fortæller den historie, som driver det hele fremad, og nok er der et plot, som får læseren til at hænge på, men det er udviklingen i karakterernes følelser, som forløser det.
Til det mere end kælderdybe stof i ’Purity’ hører, i hvert fald for læseren, de sværdslag, Andreas Wolf udkæmper med sin ekstremt dårlige samvittighed på grund af noget, han har foretaget sig i sin ungdom. Ligesom studenten Rodion Raskolnikov i Dostojevskijs mesterværk ’Forbrydelse og straf’ martres han af mørke tanker, som kredser om skyld.
