Eric savnede sin kone. Han var på et længere fotokursus i New York, da han en dag sad og spiste morgenmad på en café og fik øje på en familie, hvor alle var som suget ind i deres mobiltelefoner. De var der nærmest ikke. De lignede elektriske apparater, som nogen havde trukket stikket til. Og sådan ville han ikke leve længere selv, besluttede han.
»Men da jeg kom hjem, faldt jeg en aften i søvn med min telefon, og da mine øjne faldt i, dumpede den ud af min hånd. Da jeg åbnede øjnene, havde min hånd stadig form af at holde telefonen. Det var, som om jeg stadig kunne se den. Sådan fik jeg ideen«.
Eric Pickersgill er 29 år og vant til som fotograf at tage udgangspunkt i sig selv. At bruge kameraet til at forstå, hvad han foretager sig i verden, som han siger. Ved at gøre sine spørgsmål visuelle. Og den aften for to år siden satte han sig så for at undersøge, hvordan vores måde at være sammen på har forandret sig med udbredelsen af mobiltelefoner. De små firkantede forsvindingsnumre, der kan trylle os ud af enhver situation. Først tog han billeder af familie og venner. Så af fremmede på gaden.
»Jeg stillede kameraet op, introducerede mig for dem og forklarede projektet. Og jeg har kun oplevet én person, som ikke ville fotograferes«, siger han.
