I mange år havde Michael Noers mormor en seddel liggende ved siden af sin telefon. »Kære mormor«, stod der. »Jeg lover, at du aldrig kommer på plejehjem«. Sedlen skrev Michael Noer for 10 år siden, da demensen kom listende ind i mormoderens lejlighed i Esbjerg. Og hun igen og igen ringede til sit barnebarn i København for at få ham til at love, at hun ikke ville ende sådan et sted.
Michael Noer kan stadig huske lugten på det plejehjem, hvor hans morfar blev installeret efter en hjerneblødning, da Noer selv var 7-8 år. Og som udstyrede hans mormor med en livslang angst for at ende samme sted.
Han smed selv sedlen ud, da han for nogle år siden tog stikket til telefonen ud af væggen. Og lovede sin mormor, at hun altid kunne flytte tilbage, hvis hun ikke kunne lide at være i det, han omtalte som ’hendes nye bolig’. Det vil sige på plejehjemmet.
»Sedlen lå der i mange år og endte med at blive en kontrakt. Men det var jo totalt løgn. Også at hun kunne flytte hjem igen. Jeg havde det både virkelig dårligt over at lyve. Og over ikke at have løjet før. For det var et meget bedre sted, hun kom til, end den gamle utætte lejlighed, hun boede i«, siger han.
