Svends mor plejede ikke at stå og vente på ham uden for familiens hus. Så da han fik øje på hende på fortovet, vidste han straks, at noget var anderledes. Svends farfar var død, viste det sig. Det var nu ikke bare noget, der var anderledes. Men alting. For er man et følsomt og eftertænksomt barn, kan ens første møde med døden sætte en lavine af tanker i gang. Og hedder man ligefrem Svend Brinkmann, kan det sågar udløse ens første filosofiske aha-oplevelse. I en alder af seks år.
»Jeg mener, at jeg sad i sofaen i stuen og sagde til min mor: Hvis det hele er slut, når vi dør, så er alt, hvad der sker, fuldstændig ligegyldigt«, siger Svend Brinkmann.
»Så er der ingen mening med noget som helst«.
Længe var døden Svends foretrukne samtaleemne. Gamle mennesker er nødt til at dø for at give plads til nye, forklarede hans farmor. Selv konkluderede Svend, at eftersom man skal dø, må verdens vigtigste spørgsmål være, om man tror på Gud eller ej. Fordi svaret afgør, hvordan man skal leve.
