0
Læs nu

Du har ingen ulæste gemte artikler

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til dine gemte artikler, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er gemt Du har ulæste artikler blandt dine gemte artikler
Lasse Kofod
Foto: Lasse Kofod

Omgivet af gale drømmere

Vi burde præmiere 68’ernes forsøg med at sætte hinanden, familien og sig selv fri, mener filminstruktør Thomas Vinterberg. Hans nye film, ’Kollektivet’, bygger på egne erfaringer fra en opvækst i kollektiv, og han længes efter fællesskabet, galskaben og de store drømme.

FOR ABONNENTER

Spisebordet var husets kæmpestore hjerte.

Når Thomas Vinterberg tænker tilbage på sin barndoms kollektiv, Nordkrog i Hellerup, er det første, han tænker på, det lange spisebord. Det stod i villaens kæmpe spisekøkken, som bestod af tre sammenlagte rum.

Han ser sig selv som en stor, genert dreng, der står lidt væk, ved en kogeø, og betragter bordet på afstand. Spisebordet står der i midten af rummet, i midten af universet, og er badet i orange lys og befolket af højtråbende, glade, lidt fulde, lidt gale mennesker, som altid er topengagerede i en diskussion. Bordet er aldrig tomt, der er altid folk, altid gang i den. Og drengen Thomas ved, at et hvilket som helst af de her skød kan han kravle op på, og så er han med.

Hvad betyder det egentlig at være opvokset i et kollektiv? For omverdenen er det altid eksotisk at høre om. Især folk i andre lande synes, det lyder helt vildt skørt med en kollektiv barndom, men også herhjemme skal man høre klicheerne først. Det er noget med hashpiber, bollerum og fælles tøj.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu

Annonce