Spisebordet var husets kæmpestore hjerte.
Når Thomas Vinterberg tænker tilbage på sin barndoms kollektiv, Nordkrog i Hellerup, er det første, han tænker på, det lange spisebord. Det stod i villaens kæmpe spisekøkken, som bestod af tre sammenlagte rum.
Han ser sig selv som en stor, genert dreng, der står lidt væk, ved en kogeø, og betragter bordet på afstand. Spisebordet står der i midten af rummet, i midten af universet, og er badet i orange lys og befolket af højtråbende, glade, lidt fulde, lidt gale mennesker, som altid er topengagerede i en diskussion. Bordet er aldrig tomt, der er altid folk, altid gang i den. Og drengen Thomas ved, at et hvilket som helst af de her skød kan han kravle op på, og så er han med.
Hvad betyder det egentlig at være opvokset i et kollektiv? For omverdenen er det altid eksotisk at høre om. Især folk i andre lande synes, det lyder helt vildt skørt med en kollektiv barndom, men også herhjemme skal man høre klicheerne først. Det er noget med hashpiber, bollerum og fælles tøj.
