Som han tordner ind i prøvesalen med vinterfrakken flagrende om sig, dampende af regn og varme oven på formiddagens cykeltur, ligner han en teaterskuespiller i spil. En forstørret udgave af den Jens Albinus, de fleste danskere måske bedst kender fra film og tv.
Teatret er »et skrummel, der skal angribes« og han selv »en gammel russisk atomraket«, forklarer han senere. Det er derfor, han og teatret er sådan et godt match. Lige nu slår atomraketten armene ud og lægger an til en ordentlig omfavnelse: »Velkommen til Köln!«.
Köln, der lige fra morgenstunden har virket så rolig. Inde i domkirken står juletræerne med tændte lys, som om tiden er gået baglæns. Ude på banegårdspladsen foran ser man flere skolebørn end politibetjente, og selv om nogle få blomster på trappen op til domkirken vidner om en tragisk begivenhed, er det svært at mærke dramaet fra nytårsnat. »Das nächste Mal sicher eine ARMLÄNGE voraus«, står der på et skilt med en tegnet knytnæve. Nogle er vrede.
Hvordan er der i Köln her to uger efter?
