Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Foto: Anders Rye Skjoldjensen/Anders Rye Skjoldjensen/ contact@skjoldjensen.com/ www.skjoldjensen.com

Interview: Den kløvede konservative stamme

Det konservative Folkeparti blev skabt til indre stridigheder, mener tidligere partiformand og udenrigsminister Per Stig Møller.

Per Stig Møller har på forhånd betinget sig, at samtalen ikke skal handle om Søren Pape Poulsens nuværende ledelse af Det konservative Folkeparti. Det er præmissen for snakken her, så vi nævner ham aldrig.

Det er ellers ikke fordi den tidligere partiformand, udenrigsminister med meget mere ikke virker loyal nok. Det er bare ikke hans ærinde at kloge sig på de nuværendes gøren og laden. I dag gælder det partihistorien, som i morgen passerer de 100 år. Hvis man regner den familiære bagage med, har Per Stig Møller været med i mere end en menneskealder, og til lejligheden har han tænkt dybt over de gevaldige op- og nedture, partiet har været igennem.

Grundlæggende handler det om partiets splittede fundament. Partiet blev, mener Per Stig Møller, født i en slags spaltning mellem to indbyrdes modstridende interesser, som gennem 100 år har konkurreret om magten og linjen i partiet. En spaltning, som op til flere gange har fået såvel partiets nobleste stemmer som den omgivende politiske verden til at dømme partiet ude. For hver eneste gang at arbejde sig tilbage.

»De der klokker har ringet et par gange«, siger Per Stig Møller.

Han har taget plads i sofaen med sin pibe og den obligatoriske kop te i sin dagligstue, der er sprængfyldt med litteratur. Biografigenren dominerer. Bøger om det jetset af internationale notabiliteter, som karrieren har gjort ham på fornavn med. Condoleezza Rice, Henry Kissinger, Boris Jeltsin, Colin Powell, Mikhail Gorbatjov, Nelson Mandela. I dag er det dog særligt de konservative koryfæer og deres indbyrdes stridigheder, vi skal tale om. Det er dem, der har defineret partiet.

Ifølge Per Stig Møller bliver partiet født til en latent tilstand af indre uro. Ideen for partiets stiftere, de dengang unge løver John Christmas Møller og Aage Kidde var at skabe et parti for den unge middelstand i byerne.

»Deres analyse var, at vi var i gang med en udvikling, hvor der kom flere og flere fra landet ind til byerne. Til erhvervsvirksomhederne, kommunerne og det offentlige. Der ville blive flere og flere HK’ere og folk fra middelstanden og den lavere middelstand. Det var dem, de ville satse på, fordi Venstre havde bønderne, Socialdemokratiet arbejderne og det radikale husmændene. Og de så jo rigtigt«, siger Per Stig Møller.

I min familie har vi altid stået for den socialkonservative linje

Men han springer straks videre til konfliktens arnested.

»Så skete der det, der egentlig ikke var meningen for Kidde og Christmas Møller. At det gamle Højres industrimagnater og storgodsejere gik med. Derved havde du pludselig den gruppe og de små erhvervsdrivende samlet i én gruppe. Der havde du kløften: skulle du føre politik for det store hartkorn og erhvervsliv eller skulle du føre den for de små og mindre i samfundet? Der ligger den hele tiden«.

Kløften er blevet beskrevet med mange navne og begreber. I Per Stig Møllers version går den mellem højrefløjens liberal-konservative og social-konservatismen. De to grupperinger har alle dage kæmpet om magten. Per Stig Møllers tese er, at når kampene er blevet for indædte og af gode grunde har skabt et billede af uro, er det gået skidt for partiet.

»Men når jeg ser tilbage, kan jeg se, at når partiet er samlet omkring et lederteam eller en leder, så går det fremad«, siger han.

Brød selv med sit parti

Han nævner, at John Christmas Møller efter et elendigt konservativt valg i 1947 udtalte, at partiet var i risiko for udslettelse. At masser af mennesker i den såkaldte »telefonboksperiode« efter jordskredsvalget i 1973 talte om det samme. Fordi politisk nytilkomne konkurrenter som CentrumDemokraterne, Kristeligt Folkeparti og Fremskridtspartiet tilbød sig med forskellige varianter af det samme idepolitiske tankegods, som de konservative selv diverterede med. Lidt som i dag, hvor Liberal Alliance, Dansk Folkeparti, Venstre og til dels de radikale siges at rumme konservative islæt.

Per Stig Møller ser et positivt fællestræk for de epoker, hvor fløjene har samarbejdet. 50’erne og 60’erne, hvor Poul Sørensen arbejdede i et ledelsesteam med først hans onkel Aksel Møller og senere med hans far Poul Møller. Senere perioden under Poul Schlüter og i 00’erne med Bendt Bendtsen ved roret.

Foto: RYE SKJOLDJENSEN ANDERS

Som søn af de daværende fremtrædende folketingsmedlemmer Poul og Lis Møller inkarnerer Per Stig Møller om nogen socialkonservatismen. I dag er der imidlertid ikke mange, der husker, at han selv i en længere periode brød med sit parti. I 1973 og et par år frem var den konservative nestor rent faktisk et så fremtrædende medlem af Erhard Jakobsens centrumdemokrater, at han var en aktør i udformningen af CD’s første bud på en kulturpolitik.

Det var mellem 1973 og 1974, hvor de konservative efter Per Stig Møllers mening var »gledet for langt ud til højre«. Selv havde han allerede som gymnasiast været formand for Konservative Gymnasiaster og straks efter næstformand for Konservative Studenter. Men i 1973 blev højredrejningen for meget. Jakobsen og CD tilbød sig i stedet med et nyt bud på at »skabe den der socialkonservative midte, som vi altid har stået for«. Også Lis Møller fulgte med over i CD i en kort periode.

»I min familie har vi altid stået for den socialkonservative linje. Når det sociale var væk, og vi kun havde liberalkonservatismen, så vi pludselig Erhard Jakobsen som den, der kunne være det midterparti, som vi syntes, at Det konservative Folkeparti skulle være. Til højre for midten, men med den ene fod i midten«, siger Per Stig Møller.

Jeg læste jura det første år og tænkte: 'For pokker da. Hvis jeg nu fortsætter med juraen og med ungdomspolitikken, så ender jeg inde i Folketinget, inden jeg får set mig om'

I fars fodspor

Der gik ikke mindre end ti år, før Per Stig Møller igen meldte sig under de konservative faner. Ikke at han var CD’er så længe. Han var ikke enig i CD’s mediepolitik, der i hans bog kom til at flugte alt for meget med den Aktive Lytter- og Seerbevægelse, som Erhard Jakobsen også havde skabt. Per Stig Møller var borgerlig, men partiløs frem til 1983, og brugte tiden på at gøre videnskabelig karriere på Københavns Universitet, parisiske Sorbonne og i Danmarks Radio. Han har ikke et sekund fortrudt, at han tog et spring væk fra politik i en periode af sit liv.

»Jeg læste jura det første år og tænkte: ’For pokker da. Hvis jeg nu fortsætter med juraen og med ungdomspolitikken, så ender jeg inde i Folketinget, inden jeg får set mig om. Og så trasker jeg jo bare i fars fodspor’. Der var også et brud i det: ’At det er sgu for mekanisk. Hvor er jeg selv henne?’ I stedet gik jeg ud og blev videnskabsmand og kulturel«, siger Per Stig Møller.

Foto: MORTENSEN JESPER

Det var sikkerhedspolitikken, der stille og roligt lokkede den dengang borgerligt-intellektuelle tilbage i den politiske fold. Den unge Schlüter-regerings kampe med det alternative sikkerhedspolitiske flertal i Folketinget, hvor de radikale slog følgeskab med venstrefløjen, gjorde det relevant for Per Stig Møller at vende tilbage til politik og sit partimæssige udgangspunkt. Konkret da partiets daværende generalsekretær Torben Rechendorff på vegne af Poul Schlüter i 1983 kontaktede ham med tilbud om en kreds.

»Da jeg fik opfordringen, følte jeg, at det er sgu let nok for mig at sidde og skrive bøger på tilskuerpladsen i Parken og se dem slås dernede. Men de er i vanskeligheder. Hvis vi borgerlig intellektuelle siger: ’Ja tak, vi sympatiserer med jer, men vi går ikke med ned på banen, så ville man sidde tilbage, når slaget er tabt og tænke’: ’Der kunne man godt have hjulpet til’. Jeg syntes for så vidt, at det var et civilt ombud at gå ind og kæmpe imod den sikkerhedspolitik«, siger Per Stig Møller.

Ledelsesstilen hos Schlüter og Fogh

På valgaftenen i 1984, hvor Per Stig Møller og 16 andre nyvalgte konservative bragede ind i Folketinget bemærkede Poul Schlüter, at »det var du sgu længe om«, da han så Per Stig Møller. Sidstnævnte tøver ikke med at sætte navn på 100 års-fødselarens største lederskikkelse. Navnet er ikke overraskende Poul Schlüter, som ifølge Per Stig Møller har fået et uretfærdigt ry for at være en klassisk pragmatiker i statsministerrollen.

»Ud over at være en meget stor mester i maskinrummet, så vidste han også, hvor båden skulel sejle hen«, siger Per Stig Møller.

Han nævner folkeafstemningen om det daværende EF’s Indre Marked og konfrontationen om Nato-polikken ved det såkaldte atom-valg i 1988 som to eksempler på, at Schlüter var villig til at træffe afgørende og risikable valg, når det var afgørende.

»I 1988 kunne Schlüter jo bare have bidt det i sig i 1988 og tænkt: ’Okay, vi sidder videre, de må give mig et mistillidsvotum’. Det ville ikke være sket, for det ville de radikale ikke være med til. Han kunne godt have regeret videre. Der ser du storheden. Han satte alt på et bræt, fordi han mente, at det var for vigtigt. Det her kan vi ikke lege med«, siger Per Stig Møller.

Han lægger ikke skjul på, at der var stor forskel på ledelsesstilen hos de to første statsministre, han arbejdede under som minister: Schlüter og Venstres Anders Fogh Rasmussen. Den første roser han for at være en »fantastisk leder«, Ikke mindst fordi »han aldrig blandede sig i sine fagministres arbejde«.

Foto: BORBERG THOMAS

»Han holdt øje med det, men han blandede sig ikke. Hvis du ikke var kvalificeret som minister, fordi du lavede for mange fejl eller hvis du havde tabt det hele på gulvet, så skiftede han dig ud ved den næste rokade«, siger Per Stig Møller.

Det var selvfølgelig meget klogt af Anders Fogh Rasmussen. De steder, hvor han var indstillet på, at der skulle føres konservativ politik, havde han sørget for, at det var Venstre-ministre, der gennemførte det

Anders Fogh Rasmussens stil anderledes. »Han fortalte mere om, hvor han ville hen«, siger Per Stig Møller.

Men han mener samtidig, at eftertiden har fået et fortegnet billede af den daværende statsministers ønske om hånd i hanke med den førte udenrigspolitik. Møller vælger dog at fremhæve et enkelt punkt, hvor Fogh forgæves forsøgte at bremse sin udenrigsminister. Det var i begyndelsen af det danske EU-formandskab i 2002, hvor Møller uden at orientere sin foresatte havde kontaktet Berlin, Paris og London for at skaffe opbakning til sin ide om at lancere den såkaldte køreplan for fred i Mellemøsten. Per Stig Møller skulle umiddelbart efter besøge sin amerikanske kollega i Washington. Kort før afrejsen opstod den aparte situation, at havde han grønt lys fra de store europæiske kolleger, men ikke fra sin egen regeringschef:

METTE FREDERIKSEN I MAGASINET

»Så ringer Anders, der ikke var blevet involveret. Han sagde: ’Jeg hører, at du er på vej over med den der plan, men det kan du godt lade være med. Fordi du får den ikke igennem, og vi vil ikke starte formandskabet med et nederlag’. Jeg sagde til Anders: ’Ved du hvad, du er den eneste, der er imod den, så jeg kører altså videre’«.

Venstres konservative politik

Venstre og de konservative var i årtier den afgørende akse i det borgerlige Danmark. Men Per Stig Møller mener ikke, at Svend Auken havde ret, da han i sin tid betegnede relationen mellem Venstre og de konservative som et had-kærlighedsforhold - uden kærlighed.

»Den analyse er for hård, synes jeg«, siger Per Stig Møller og nævner, at der både har været perioder med et gnidningsfrit samarbejde og perioder med store vanskeligheder som under Hans Engells kampe med Uffe Ellemann-Jensen i 90’erne.

Generelt mener han, at VK-regeringens epoke i 00’ene var en gnidningsfri periode, hvor der ifølge Møller blev gennemført større mængder konservativ politik end partiet har fået kredit for. Han nævner amternes nedlæggelse, de større krav til undervisningen i folkeskolen, opstramninger i retspolitikken og skattelettelser. Konservative mærkesager, som imidlertid blev gennemført af Venstre-ministre.

Foto: RYE SKJOLDJENSEN ANDERS

»Det var selvfølgelig meget klogt af Anders Fogh Rasmussen. De steder, hvor han var indstillet på, at der skulle føres konservativ politik, havde han sørget for, at det var Venstre-ministre, der gennemførte det. Det betød, at vi ikke fik kredit for det«, siger Per Stig Møller.

Per Stig Møller mener ikke desto mindre, at Bendt Bendtsens periode som konservativ partiformand var en af de store. Det kan stadig ærgre ham, at Bendtsen trak sig til fordel for karrieren i Europa-parlamentet i 2008. Han er overbevist om, at Bendtsen ville have sikret fremgang og beskriver sin gamle chef som en klassisk »resultat-politiker«, hvis mål er at arbejde i kulissen for at skabe politiske resultater. Resultatpolitikerens modsætning er i Møllers bog »ramasjang-politikeren«, som er dygtig til at skabe overskrifter med firkantet formulerede krav.

Den kløvede stamme

Per Stig Møller lægger ikke skjul på, at han har størst fidus til politikere af Bendtsens støbning.

»Der er jo ikke noget parti, der har flertal. Det vil sige, at ramasjang-politikeren får alle dem, der kan finde en eller anden indvending imod det, i avisen dagen efter. Bang, så er den skudt ned igen«, siger Per Stig Møller.

Foto: DRESLING JENS

Sådan lidt som da Lene Espersen gav den som Simply the best?

»Ja, det har jeg ikke sagt«, siger Per Stig Møller.

Men kan man være fræk og sige, at dem, der fulgte efter Bendtsen - altså Lene Espersen og Lars Barfoed - var så tydelige ramasjang- og resultatpolitikere, at de led under det i hver deres yderpunkt?

»Yderpunktet lider under alle omstændigheder«.

Og det var de vel begge to?

»Det vil jeg ikke udtale mig om. Nu er vi for tæt på dem«.

De er trods alt også forhenværende?

»Jo, men så har vi overskriften: ’Per Stig kritiserer Lene’. ’Per Stig kritiserer Lars’. Så ødelægger det vores interview. Jeg har sagt noget principielt«, siger Per Stig Møller.

Han ønsker heller ikke at botanisere i sine egne stridigheder med Hans Engell i dagene under det konservative blodbad i 90’erne. Men Per Stig Møller forsikrer, at han skam har læst det avis-interview for nogle år siden, hvor Engell uden forbehold sagde, at Møllers karriere havde været flottere end hans egen.

»Det har jeg set, ja.«.

Det var vel generøst sagt?

»Jo, jo, det var det da. Men han har da også fået det godt. Han sidder i fjernsynet hele tiden og fortæller om politik, og det gør han glimrende«.

Per Stig Møller mener ikke, det er så underligt, at den strid opstod. Eller de forrige eller de kommende.

»Du har den kløvede stamme og så siger det sig selv, at der vil komme et opgør om linjen. Liberal-konservativ eller social-konservativ? Skal vi lægge vægt på storcentrene eller skal vi lægge vægt på, at vi har grønthandlere og blomsterhandlere i bymidten? Hvis du har en periode, hvor det er splittet og hvor der er stærke personligheder for det ene og det andet, så vil det støde sammen. Hvor er så partiets kurs? Så er det tilbage ved min indledning«, siger Per Stig Møller.

Selv takkede han af ved valget i sommer. Om der står et konservativt forår i kulissen og venter, må tiden vise. Ingen kan vide det. Men undervejs i interviewet ringer Per Stig Møllers datter med den glædelige meddelelse, at hun er nedkommet med sit første barn. Per Stig Møller virker glad og fortrøstningsfuld.

-------------------------------

Rettelse: I en tidligere version stod der, at Per Stig Møller kom i Folketinget i 1982. Det var i 1984.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • 
    Folkemødet åbner. Statsminister Lars Løkke Rasmussen holder tale. Winni Grosbøll Borgmester. 
Christian Falsnæs performenskunstner får publikum sat i gang.

    Du lytter til Politiken

    14. juni: Kommer der snart en regering? Nååå nej... der er Folkemøde!
    14. juni: Kommer der snart en regering? Nååå nej... der er Folkemøde!

    Henter…

    Kristian Madsen og Amalie Kestler udpeger ugens vigtigste politiske begivenheder. Om regeringsdannelse og om Toga Vinstue. Og møder de politikere, som ellers burde bruge tiden på at danne en regering. Samt en der gik, og en der kom.

  • Du lytter til Politiken

    13. juni: Folkemøde - Hey, Danmark? Vi skal lige ha' en snak...
    13. juni: Folkemøde - Hey, Danmark? Vi skal lige ha' en snak...

    Henter…

    I dag begynder fire dage med Folkemøde på Bornholm - uden den slags debatter, der normalt vækker de store følelser. På Folkemødet diskuterer man De Store Ting. Alt det, som det organiserede Danmark synes er væsentligt at snakke om. Men hvad er dét så?

Forsiden

Annonce