Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Foto: Miriam Dalsgaard/Miriam Dalsgaard

Vi risikerer at uddanne et proletariat af akademikere

En af Danmarks mest magtfulde personer inden for så forskellige områder som erhvervsliv, kunst, forskning og uddannelse er bekymret: Vi er ved at tabe uddannelsessystemet på gulvet. Flemming Besenbacher vil have os til at opgive fascinationen af lighed.

Hvis nogle millioner S-togskunder i de kommende år får en ubevidst lyst til en kælderkold Carlsberg, vil det formentlig passe Flemming Besenbacher udmærket.

Det er en ubetinget branding-succes for bryggeriets bestyrelsesformand, at der sidst på sommeren åbner et helt nyt punkt på S-togsnettet: Carlsberg Station. Den mere end 100 år gamle Enghave Station skal lukkes. I stedet åbner den nye station et par hundrede meter længere mod vest og bliver knudepunkt for Carlsberg Byen, en helt ny bydel på bryggeriets gamle grund, der skal huse boliger, kultursteder og ikke mindst uddannelsesinstitutioner.

10.000 fremtidige lærere og pædagoger på professionshøjskolen UCC skal således have deres daglige gang på bl.a. Campus Carlsberg, i skyggen af den gamle industrimastodonts hovedkontor og laboratorium.

I et land, hvor staten har et notorisk skeptisk forhold til alkoholreklamer, er det en temmelig overbevisende måde at hamre Carlsberg-navnet ind i bybilledet. Og bestyrelsesformanden er begejstret.

»Det er fantastisk, at UCC flytter derud med 10.000 studerende«, siger han. »Det er et eksempel på koblingen mellem uddannelse, videnskab og Carlsberg Byen, når vi får så mange unge mennesker derude«.

Det mærkelige er faktisk, hvorfor han er så begejstret. Det handler nemlig ikke kun om ølreklame (selv om det selvfølgelig er herligt, synes han). Det handler også om forskning og uddannelse, om Danmark som samfund, om historie og fremtiden.

Ikke mindst fremtiden. Den tænker den hyperenergiske 63-årige professor i nanoscience meget på.

»Et af mine mantraer er, at det er enhver generations forpligtelse at videregive samfundet i mindst den samme tilstand, som vi har fået det fra vores forældre. Når jeg holder foredrag for unge mennesker både her i Danmark og rundt omkring i verden, siger jeg: »Jeg frygter lidt, at min generation måske er den første, hvor det ikke kommer til at ske««.

Opgør med ligheden

Der er meget få danskere, der har så mange muligheder for at skubbe til den udvikling som han.

Som erhvervsmand står han i spidsen for et mere end 160 år gammelt selskab med 46.000 ansatte og 66 milliarder kroner i årlig omsætning. Som bestyrelsesformand for Carlsbergfondet og Tuborgfondet sidder han på en af landets største pengekasser til støtte for forskning, uddannelse, kunst, kultur og frivilligt arbejde. Som næstformand i Innovationsfonden har han politikernes ører, og som grundlægger af et internationalt anerkendt forskningscenter i nanoteknologi, iNANO på Aarhus Universitet, er han en respekteret videnskabsmand med hyppige artikler i tidsskrifter som Nature og Science og har udviklet venskaber helt ind i den øverste magtelite i Kina, hvor han er æresprofessor på 10 universiteter og medlem af det eksklusive kinesiske videnskabsakademi.

Når han som dansker er så bekymret, skyldes det, at han føler, at vi er ved at miste kontrollen over uddannelsessystemet. Det gør ondt på en forsker og universitetsmand, der nu også har et ben i industriens lejr og i årevis har kæmpet for, at de to bliver bedre til at tale sammen.

Er du klar over, at danske fonde bidrager med 8 milliarder kroner til det danske samfund hvert år?

Den grundforskning, der giver Danmark en plads i toppen af listerne over vestlige landes præstationer, skulle gerne følges af en høj placering, når det gælder evnen til at omsætte forskningen til nye virksomheder og arbejdspladser. Men her ligger Danmark på en sløv placering i midterfeltet af de vestlige lande.

Og det går den gale vej disse år, mener han. I stedet for at give flere penge til grundforskning og institutioner som Innovationsfonden, der skal omsætte ny forskning til arbejdspladser, er uddannelsessystemet ramt af hårde sparekrav og reformer, der har ramt forskningen alt for hårdt. Der er blevet lagt alt for meget vægt på »kvantitet frem for kvalitet«, som han siger, og på at få for mange som muligt ind på gymnasierne og universiteterne.

Som en af ganske få topfolk er han parat til åbent at sige, at vi er nødt til at gøre op med vores fascination af social og uddannelsesmæssig lighed.

»Danmark er stadig et samfund, hvor vi er ekstremt lige, hvilket i sig selv er godt. Men det er jo således, at hvis vi skal have råd til det velfærdssystem, vi har herhjemme, så skal der være en vis grad af ulighed. For det er jo kun, når dansk industri og danske virksomheder gør det rigtig, rigtig godt, at vi sikrer den indtjening i Danmark, der sikrer velfærdsmodellen. Også til dem, der har det dårligt. Så derfor skal vi fremelske, at de personer, der har nogle specielle talenter, der er lidt dygtige, bliver endnu dygtigere«.

»Der er simpelthen blevet for meget ligemageri i det danske uddannelsessystem. Det er blevet skævvredet. Når vi i dag i visse kommuner optager 50, 60 eller 70 procent af en ungdomsårgang på gymnasiet, så er alle ikke lige godt udstyret med talent og evner. Det betyder, at man uddanner alle til samme niveau, til samme lavere niveau. Vi bliver nødt til i uddannelsessystemet at erkende, at vi også skal have et eliteniveau for de allerbedste«.

»Hvis vi kigger på sportsverdenen, så er det jo helt legitimt at udvælge dem, der er bedst til at spille håndbold, fodbold eller tennis, sætte dem i de bedste klasser, give dem de bedste trænere og forvente, at de yder en ekstra træningsindsats. For hvis du ikke arbejder hårdt, bliver du ikke dygtig«.

Den store sammenhæng

Udtalelserne kommer med en enorm energi. Indimellem er det svært at forstå, at han aldrig løber tør for ord. Men han har så mange meninger og tanker, at de flyver ud som popcorn fra åben ild.

Fra det øjeblik, han sætter sig ned til interviewet i Carlsbergfondets imponerende bestyrelseslokale, hvor tidligere formænd kigger salvelsesfuldt ud fra tre vægge, er han i gang med at tale – uden at være blevet spurgt om noget.

Om planerne for Carlsbergfondets og Carlsberg Laboratoriernes 140-års jubilæum i år, om de arkæologiske udgravninger i Palmyra i Syrien, om behovet for et generationsskifte på de danske universiteter, om Niels Bohrs teorier om kvantemekanik og udbytteprocenten i Carlsberg.

I alt taler han i 21 minutter uden en eneste pause. På 3 af de minutter lykkes det ham at springe fra en kunstudstilling i Sankt Petersborg, som Carlsbergfondet har støttet, til grådigheden i den vestlige finanssektor, Panama-papirerne, Bernie Sanders’ opbakning blandt unge amerikanere, den danske andelsbevægelse i 1900-tallet, Socialdemokratiets reformer under Stauning og Steincke, godt naboskab på landet, den danske skatte- og fordelingspolitik og besynderligheden i, at de mest velbjergede pensionister kan kræve støtte til bus- og togbilletter.

Med et grin forklarer Flemming Besenbacher, at han har tillagt sig Carlsbergs valgsprog, semper ardens – altid brændende.

For ham hænger alle emnerne sammen. Han er ofte blevet beskrevet som et af de mest magtfulde mennesker i Danmark inden for så forskellige områder som erhvervsliv, kunst og kultur, byplanlægning, uddannelse og ikke mindst forskning.

Foto: Miriam Dalsgaard/Miriam Dalsgaard

Det afgørende prik

Sådan tegnede det ikke altid. Engang var han videnskabsmand med stort V. Nu er han det nærmest med lille v – fordi kampen om hans tid er blevet så knap, at resten af alfabetet presser sig på, ikke mindst e for erhvervsmand – men det skyldes »ikke nogen forkromet plan«, som han siger.

For kun 20 år siden handlede hans karriere om nogle af naturens mindste byggeblokke: atomer, molekyler og nanopartikler. I 1996 blev han udnævnt til professor i sin hjemby, Aarhus, men samme år fik han også det prik på skulderen, der endte med at trække ham i den brede samfundsdebat: Han blev indvalgt som medlem af bestyrelsen for Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab.

»På det tidspunkt vidste jeg stort set kun, at der var noget, der hed Carlsberg, og jeg kunne godt lide en Carlsberg eller en Tuborg, men det var omtrent det«, siger han.

Kort efter at han i Aarhus i 2002 havde opbygget det store og vigtige center iNANO, der har trukket hundreder af forskningsmillioner og masser af prestige til Aarhus Universitet, ventede næste skridt: Han blev i 2005 valgt ind i Carlsbergfondets bestyrelse og dermed også bestyrelsen for bryggeriet Carlsberg A/S, for lige siden brygger J.C. Jacobsens dage har det været et fast krav, at der skal være forskere i bestyrelsen.

Den dag, hvor man ikke synes det er svært at fyre et menneske, så er der noget galt

»Jeg sagde ja med det samme og har så siddet der siden 2005. Jeg læste selvfølgelig på lektien og kom gradvist ind i det. Jeg er nok sådan en person, at når jeg gør noget, så gør jeg det ikke halvt. Så jeg begyndte at læse bøger om økonomi og jura og fulgte nogle kurser i ledelse. Jeg havde ikke nogen forkromet plan, jeg prøvede bare at blive dygtigere som bestyrelsesmedlem«.

Åbenbart gik det godt, for i 2012 blev han Carlsbergs nye bestyrelsesformand og tog dermed det afgørende skridt op i de øverste magtlag.

Respekt for håndværket

Det har givet ham helt nye muligheder for at påvirke udviklingen på et af de områder, der optager ham mest – udvandingen af de akademiske uddannelser. Kernen i problemet er, at der ganske enkelt i dag bliver lukket for mange ind på gymnasier og universiteter, mener han.

»Vi har nogle kæmpe udfordringer i folkeskolen, og de fortsætter i gymnasiet, hvor vi lukker flere og flere ind. men nogle elever skulle efter min mening ikke være blevet optaget på gymnasiet, fordi de havde været endnu bedre tjent med at gå på en af de vigtige professionshøjskoler. Der er en tendens til, at vi prøver at blive mere akademiske i vores samfund, men vi må ikke glemme en vigtig søjle i vores samfund, nemlig dygtige danske håndværkere. Det er jo rystende at se på, hvor få der i dag går på erhvervsskoler og professionshøjskoler og bliver dygtige håndværkere. Hvis vi ikke har dem, går det helt galt i det danske samfund. Danmark skal stadig have en produktionsindustri, men vi har i dag flaskehalsproblemer, hvor nogle virksomheder ikke kan få de håndværkere og industriarbejdere, de har brug for«.

»Udviklingen med fokus på kvantitet går videre til universiteterne. Nu er vi ved at komme i en situation, hvor vi lukker 28 procent af en ungdomsårgang ind på universiteterne – jamen, der er da ingen, der skal komme og fortælle mig, at det ikke betyder et fald i det faglige niveau. Vi kommer i en situation, undskyld jeg siger det, hvor vi risikerer at uddanne et proletariat af akademikere, hvor deres chance for at få et job inden for det område, de er uddannet til, er meget, meget ringe«.

Det må politikerne tage et stort ansvar for, mener han. Skiftende regeringer har opbygget et system, hvor universiteter belønnes for at optage flere studerende – den såkaldte taxametermodel. Det har givet helt groteske resultater, mener han.

»Den model fremmer kvantitet og ikke kvalitet. Vi bliver nødt til at lave om på den finansieringsmodel, vi har på universiteterne i dag, således at den i højere grad fremmer kvaliteten og i mindre grad kvantiteten. Vi bliver nødt til at erkende, selv om det er lidt farligt at sige det, at vi har ikke otte eliteuniversiteter. Vi er nødt til at erkende, at nogle af de midler, vi har til området, i højere grad skal fokuseres på de steder, hvor vi har en international elite«.

Inflation og konkurrence

I hans øjne er der kun tre eliteuniversiteter i Danmark – København, Aarhus og Danmarks Tekniske Universitet (DTU).

»Der er to universiteter herhjemme, der har haft en kæmpe stigning i optag, Aalborg og SDU. Hvis man kigger på det karaktergrundlag, de kom med fra gymnasiet, så var det omkring 4. Og det kan man jo så bare forholde sig til. Det betyder, at universiteterne qua denne her finansieringsmodel har kunnet se en økonomisk fordel i, at flere meldte sig ind, så forsøger man at køre dem igennem og tjene nogle penge. Men for samfundet er det ikke godt nok«.

Fra otte til tre universiteter kan lyde brutalt, og han medgiver, at det nok ikke er en populær holdning. Det skal dog ikke ske ved lukninger, men ved sammenlægninger, understreger han. Der bør være en fælles ledelse for Aarhus, Aalborg og SDU, en fælles ledelse for København, Roskilde og IT-Universitetet, »og så skal CBS beslutte sig for, om de skal det ene eller det andet sted«.

Målet skal være at gøre tingene mere effektive og undgå, at universiteterne kappes om at lukke så mange som muligt ind, men i stedet får nemmere ved at aftale, hvem af dem der skal specialisere sig i politologi, partikelfysik og portugisisk – den såkaldte dimensionering.

Generationsskiftet

Bolden er i første omgang hos politikerne, mener han. Men de danske universiteters ledelse kunne også have gjort mere de seneste år for at komme udviklingen i forkøbet.

De er blevet presset af politikerne med for eksempel fremdriftsreform (under den forrige regering) eller grønthøsterbesparelser på to procent af alle budgetter (under den nuværende). Men de må tage et medansvar for, at besparelserne gik hårdt ud over den forskning, Danmark skal leve af i fremtiden, mener han.

»Mit argument for det er, at rektorkollegiet har spillet fallit. Rektorkollegiet kan ikke blive enigt om noget. De kan ikke selv løse dimensioneringsproblemet, de kan ikke selv løse finansieringsproblemet, for de kan ikke internt blive enige om noget. Men hvis man kun havde tre enheder, så havde man kun tre rektorer og tre bestyrelsesformænd, og så tror jeg på, at de tre godt kunne sætte sig ned og lave en arbejdsdeling«.

Som formand for Carlsbergfondet håber han på at kunne sætte et lille skub i den udvikling. Et af fondets hovedopgaver er at støtte videnskaben ved bevillinger til lovende unge forskere. Et område, hvor han engagerer sig meget stærkt personligt. Her bliver han vejlederen Besenbacher, der lyser op af glæde over de mange talenter, han har været med til at finansiere inden for områder som arkæologi, naturvidenskab og tværgående økonomisk forskning, såkaldt bobletænkning. Folk, han gerne ser sidde i fremtidens universitetsledelser.

»Jeg siger til dem, I skal væk fra jeres ph.d.-vejledere i Danmark, I skal ud og skabe jeres eget internationale netværk, I skal ud til de bedste universiteter, I skal til Harvard, Cambridge, Oxford, MIT, Berkeley, München, Beijing. Så kan I selv sætte forskningsprojekter i gang. Når I så har været ude i to eller tre år, vil vi godt hente jer hjem igen for blandt andet at medvirke til at spille en aktiv rolle i generationsskiftet på danske universiteter. Det er en af de ting, hvor jeg føler Carlsbergfondet i dag kan gøre aller-allermest fyldest«, siger han.

Foto: Miriam Dalsgaard/Miriam Dalsgaard

Pengetanken

Fondet er en af Danmarks helt store pengetanke med en egenkapitel på den gode side af 31 milliarder kroner. Sidste år uddelte det 222 millioner kroner. Stod det til Flemming Besenbacher, måtte det godt være langt mere.

Men fondets store indtægtskilde – Carlsberg-aktierne – er også en hæmsko. For Carlsbergfondet er i sin fundats bundet til at fastholde flertallet af stemmerne og kan ikke sælge stort ud. Samtidig har det seneste årti været smertefuldt for bryggeriet, der satsede på det russiske marked kort før de seneste års finanskrise og råvarekrise. Begge har ramt Rusland hårdt, og sammen med en generel afmatning har det betydet, at bryggeriet ikke har kunnet belønne sine aktionærer, herunder fondet, så meget, som bestyrelsesformanden gerne havde set.

Men selv om fonde som Novo Nordisk, Velux og Lundbeck i dag har overhalet Carlsbergfondet målt på udbetalinger, er Carlsbergs fond stadig det ældste og dermed det, der inspirerede de andre – og det har stadig en vigtig rolle også i museumsverdenen: Det ejer Glyptoteket og driver gennem Ny Carlsbergfondet Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot.

I år fylder fondet 140 år. Formanden er begejstret for at sidde på en stol, der har så dybe rødder i historien

»Man må sige, at Carlsbergfondet og mange andre fonde har levet lidt en tilværelse, hvor åbenhed og transparens ikke var det, der stod øverst på dagsordenen. Siden jeg blev formand, har jeg prøvet at åbne op. Hvis jeg kommer ud til et aftenselskab og siger, at jeg er i en fond, så får jeg visse steder den reaktion, at »er det ikke noget med tykke mænd, der sidder og ryger cigarer og selv tager af kassen«? Så siger jeg: Stop en halv – er du klar over, at danske fonde bidrager med 8 milliarder kroner til det danske samfund hvert år? Er du klar over, at dansk videnskab, som jeg selv kommer fra, ville være meget ringe stillet uden det bidrag, der kommer fra fondene?«.

»Indtil omkring 1970 var det Carlsbergfondet, der simpelthen holdt hånden under dansk videnskab. Niels Bohr fik bevillinger 22 år i træk fra Carlsbergfondet. Jeg er lige kommet hjem fra Grækenland, hvor Carlsberg har finansieret huset til Det Danske Institut i Athen. Vi havde for nylig en arkæologikonference, hvor vi samlede nogle af de ypperste danske arkæologer på Carlsberg Akademi. Der er rigtig mange gode historier om Carlsbergfondet, hvad vi har gjort historisk, og hvad vi gør nu. Vi sidder på lidt af en guldmine, som vi i mine øjne ikke har været gode nok til at fortælle om, og alt for mange ved ikke, hvem vi er«.

Det glæder han sig til at lave om på med en stribe arrangementer i løbet af året. Om så diverse emner som international politik og klimaforandringer. Emner, der hver især får begejstrede bemærkninger med.

Præcision og ordentlighed

Adskillige sætninger bliver krydret med et »efter min mening«, selv når han er mest ivrig eller mest engageret i samfundsdebatten. Videnskabsmanden Besenbacher sidder stadig dybt inde i ham og insisterer på, at sætningerne skal være korrekte. Det føles, som om han sidder og forsyner sætningerne med fodnoter: Dette er en holdning – ikke et faktum.

Det stemmer overens med hans holdning til nøjagtighed og ordentlighed.

»Det værste, der kan ske inden for forskningen – og det ser vi desværre lidt for tiden – er, at der er så hård konkurrence om midlerne, at så kan nogle få forskere begynde at fuske lidt med dataene. Der er kun en ting at gøre, og det gælder bevillinger fra Carlsbergfondet, og det gælder for mig selv: nultolerance. Hvis man bare en gang fusker, så er det ud. Det er en helt afgørende faktor, at man skal opføre sig ordentligt. Og det gælder i øvrigt også på Carlsberg. Carlsberg må aldrig blive en virksomhed, der ene og alene lader sig drive af kortsigtede profithensyn«.

»Jeg stiller store krav til mig selv og dem, jeg arbejder sammen med. Hvis de så ikke honorerer de krav … mange vil nok sige, at jeg ikke som mange andre forskere er konfliktsky. Jeg roser, hvis folk gør det godt, men hvis de gør det mindre godt, siger jeg det – og hvis det ender med, at folkene omkring mig ikke er de rigtige, så skiller jeg mig af med dem og ansætter andre«.

Er det svært at fyre folk?

»Den dag, man ikke synes, det er svært at fyre et menneske, så er der noget galt. Det skal altid være vanskeligt at stille sig op foran et andet menneske og sige, at der ikke er plads til dem på holdet«.

Spørger man ind til, hvad der optager ham som privatperson – hvad der gør ham glad i det daglige – er svaret i påfaldende grad de ting, der handler om ansvar. At han har lavet en god artikel til et videnskabeligt tidsskrift. At han har hyret den rigtige chef til Carlsberg. At han er med til at skabe forandring. Først efter lidt tid private detaljer som glæden ved at have fået to børnebørn og ved at arbejde med motorsav og græstrimmer i sommerhuset ved Ebeltoft Vig.

»Det eneste, jeg virkelig ikke kan lide, er en daseferie uden noget at lave. Så keder jeg mig, og jeg kan ikke lide at kede mig. I mit sommerhus skal jeg have noget praktisk, eller en bog, eller noget arbejde, men jeg forsøger også at sige til dem omkring mig, at det er en af farerne i den verden, vi lever i, at man altid er på – derfor har jeg gjort det til lidt af en regel, at når vi nærmer os 11 om aftenen, så begynder jeg at lukke min computer ned, og så plejer jeg normalt at sætte mig ned og læse en bog eller læse avisen og drikke en Carlsberg-øl, inden jeg så går i seng inden midnat«.

Bum. Så fik han også leveret en reference til, at en øl er god som afslapning – den tredje i løbet af to timers interview. Nogle gange virker det, som om han aldrig helt slår fra.

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden

Annonce