Varulven slingrer, for varulven har drukket.
Han trækker sig gennem gaderne som en stor skygge i jakke og halsklud. Han har marmorstøv på skoene og et skævt smil, der truer med at knække over i vanvid.
Det har været en angstnat uden søvn. En nat med krop og hjerne ude af trit. En selvhadende nat, og en selvædende nat, der ikke har rod i noget konkret, men som pludselig er der, og fylder alt.
Varulven går på bar i byen Pietrasanta og bestiller en flaske vin. Han drikker gratis her, for på væggen hænger to store tegninger med hans signatur i hjørnet. Den ene forestiller en mand, som varulven forudså ville dø inden for 2 uger. Han lignede et skelet, og varulven var nødt til at suge kunsten ud af ham. Den anden er en bred streg i japansk blæk, der er lige så hjerteskærende, som den er simpel.
