Varulven slingrer, for varulven har drukket.
Han trækker sig gennem gaderne som en stor skygge i jakke og halsklud. Han har marmorstøv på skoene og et skævt smil, der truer med at knække over i vanvid.
Det har været en angstnat uden søvn. En nat med krop og hjerne ude af trit. En selvhadende nat, og en selvædende nat, der ikke har rod i noget konkret, men som pludselig er der, og fylder alt.
Varulven går på bar i byen Pietrasanta og bestiller en flaske vin. Han drikker gratis her, for på væggen hænger to store tegninger med hans signatur i hjørnet. Den ene forestiller en mand, som varulven forudså ville dø inden for 2 uger. Han lignede et skelet, og varulven var nødt til at suge kunsten ud af ham. Den anden er en bred streg i japansk blæk, der er lige så hjerteskærende, som den er simpel.
Varulven vil bare more sig. Ikke mere alvor lige nu, siger han og hilser på en af byens andre kunstnere, en schweizisk hyperrealistisk maler.
»Der er kun to, der er dumme nok til at være malere i en marmorby«, siger varulven. »Og du er den ene«.
Schweizeren, lille, tækkelig og tæt, en oversavet kæmpe, virrer lidt med hovedet. Han ejer en .38 special. En revolver, som han har malet to gange. »Et smukt våben«, siger han. Han smuglede den i sin tid over grænsen til Italien, så han hvert år på sin fødselsdag kan tage den frem, stikke den i munden og overveje, om det er nu. Det har ikke været nu endnu.
Varulven sidder ikke stille længe ad gangen. Han drikker et glas vin, måske to, så bliver han glubsk efter gaderne, efter bevægelse. Han må ud, videre. Hilser belevent rundt i byen, »ciao bello«, snerrer lidt ad enkelte. For eksempel en gammel tysk pornokunstner, der laver kinky sorte marmorskulpturer og tror, han er et geni, skønt han i hovedsagen sælger på sexmesser.
Varulven lusker ind på en restaurant, hvor der står en Vespa ved døren og leger Italien.
Personalet kender ham. Viser ham hen til det gode bord og trækker den fine vin op.
Varulven drikker. Så går han ud og ryger. Så drikker han. Så stikker han lidt til maden. Når varulven drikker, så drikker han, og når han ryger, så ryger han. Varulvens venner spørger bekymret, om han også husker at spise, men ved godt, at det er håbløst. Når han er i det humør, lever han af sprut og ånd.
I perioder bliver han stille og falder ind i sig selv. Sekundet efter underholder han ved at imitere en baby eller den pattebarnsagtige måde en særlig museumsdirektør ryger cigar på. Han trækker referencer til filosoffen Hannah Arendt, hendes stormfulde forhold til Heidegger og kung fu-film i samme sætning.
Han spiser stegte hele blæksprutter med fingrene, mens han halvt drukkvalt af grin fortæller, hvordan han engang efterlod sin ven, en digter, i skorstenen på taget af et supermarked i Barcelona. Og bliver så alvorlig, når han fortæller om kvalerne og tømmermændene dagen efter. For hvor var han henne? Efter at være løbet den halve bys politistationer rundt, viste det sig, at digteren selv var kommet op og nu sov den ud derhjemme.
Under kaffen fortæller han om sit møde med dronningen. Et møde, der kom i stand, fordi han skulle have en medalje, og fordi hans kæreste gerne ville møde hende.
Mødet forløb akavet. Han bommede to smøger af majestæten, og på vej ud fra arrangementet gik det op for ham, at han var ved at proppe hendes diamantbesatte guldlighter i lommen.
Varulven har mødt alle, det er værd at møde. Han har fået de medaljer, det er værd at få, har udstillet steder, de fleste kunstnere kun drømmer om, og indgår i samlinger over hele verden. På papiret står han godt.
I momenter kan han også godt se, at han kan noget, men for det meste er han i tvivl. Den holdning deler han med en del af den danske befolkning, der især hidsede sig op over de svinekroppe, han lod gå i forrådnelse på Esbjerg Kunstmuseum i 1994, og siden har kaldt ham for provokunstner.
Den bedste trøst til dem, der hader ham, er, at han hader sig selv endnu mere.
Varulven synker ind i sig selv, får sorte øjne og bliver alvorlig.
»Kan du forestille dig at være en plante?«, siger han.
»Nej, vel«, svarer han selv.
»Kan du forestille dig at være i en hunds hjerne?«.
Heller ikke. Andre mennesker kan man tale med. Men virkelig forstå dem, det er en utopi.
Derfor er hjernen det, der skræmmer varulven allermest. Den er din egen, du kan ikke dele ud af den, og du vil aldrig få adgang til andres. Du er alene. Helt alene i verden.
Det er nat.
Det er sort.
Alt er sort.
Sort.
Det er morgen.
Hvidt. Blåt. Himmel og sol.
Varulven spiser morgenmad. Han sidder med benene frem for sig og har store solbriller på. Han får espresso og sin særlige appelsinjuice, den stærke, der er god mod tømmermænd. Ulveansigtet er fortaget.
Nu ligner han den, han også er. Billedhuggeren med de tyske aner og den danske forbindelse Christian Lemmerz, en mørk og høj mand med rolige brune øjne og gråt hår. En mand, som damer kigger efter, nogle endda i ublu lang tid.
Han bliver ikke siddende længe. Skridter over torvet i Pietrasanta, en lille by nord for Pisa. Besøger baren i en øls tid og går igen. Videre mod bronzestøberiet, hvor han laver en hurtig aftale og ser på en række kranier med månelandskaber på toppen.
Så tager han hjem. Ikke til et sted, han bor, men til det sted, hvor han føler ro.
Alt liv er dømt til fald, til en kølig stivnen, som her, men for hvert slag med mejslen vælter de dybeste farver dampende ud i den hvide statuario marmor.
»Hvor er min blok«, spørger han.
»Jeg har stillet den hernede«, siger Tony. Han har hvidt skæg, tophue og korte, brede hænder. Det er på Tonys værksted, Lemmerz arbejder.
Lemmerz lægger armen om Tony, mens de sammen går hen over pladsen.
De kigger på den store sten, de banker på den for at sikre sig, at den er så god, som de tror.
Det er en kunst at lytte til marmor. Tony er en af de bedste. Med en hammer kan han afgøre, om der er sprækker eller lommer gemt langt inde i stenen.
Lommer af luft, der kan gøre, at den store sten ikke ender som den 4 meter høje jomfru Maria, der lige nu findes i hovedet på Christian Lemmerz, men som ral og småsten.
Fra Michelangelos brud
Marmor er et sælsomt materiale. Den skinnende sten, kaldte grækerne den. Dannet under tryk omformer kalksten sig til de hvide blokke, der ser fjerlette ud, men er lige så tunge som sorg. Det er en mytisk sten. Augustus fandt et Rom i mursten og forlod et Rom i marmor, sagde han. Victor Hugo kunne konstatere, at fandt man en kvinde, skulle hun have hud som marmor, og købte man en marmorstatue, skulle den have en overflade som hud. Selv de bedste kunstnere kan ikke forestille sig noget, som marmorblokken ikke selv har i sig, sagde Michelangelo.
Blege ligsten, sæbe og plastik, godt til spøgelser, til døde og til lagener. Krystallinsk glans, huden ånder. Symbolet på evighed.
Marmorskulpturer er livløse, tomme, kun få skulpturer ånder, stråler i rummet.
Sådan siger Lemmerz. Den hvide marmor er mælkehvid, plastikhvid, pushvid, spermhvid, hudhvid, blyhvid, damphvid, kalkhvid, støvhvid, sukkerhvid, æggehvid, overskyet, oversvømmet, tåget, forgiftet. Siger han.
I bruddene i nabobyen Carrara blev blokken til Michelangelos ’David’ hugget ud. Fra samme sted kommer blokken, der ligger foran Lemmerz og Tony.
Det er med den grundtanke, at marmorblokken kunne have fået Michelangelo, men nu i stedet fik ham, at Christian Lemmerz går til arbejdet. Eller sådan er det i hvert fald nu. Som ung troede Lemmerz snarere, at han var Michelangelo og gik direkte i gang med at hugge en torso som sit første arbejde. Bare med fri hånd og overmod. Det blev derefter.
Marmoren taler med de døde
Efter at have lært at tæmme den hvide sten forlod Christian Lemmerz den. Brugte voks og kroppe i forfald. Lavede performances. Han har altid tegnet, og tegningen ligger bag hele hans kunstneriske virke. Marmoren er han vendt tilbage til over flere omgange. Først ironisk, fordi han var bange for at tage materialet alvorligt og i stedet forsøgte at bruge det til at gøre grin med det monumentale. Nu er han nået til et sted i sit liv, hvor han har accepteret det, han egentlig altid har været på vej imod: at marmor er det fineste, mest elegante og mest storladne materiale, der findes.
»Marmoren taler med de døde«, som han formulerer det. Den rækker tilbage i tiden; til tiden, hvor den blev skabt, til fortidens mestre, til grækerne og romerne og Michelangelo, der er den eneste tilbageværende stjerne på Lemmerz’ himmel. Den findes nu, og den bliver ved med at findes. Den er måske ikke evig, men så godt som.
For selv om han griner meget, Lemmerz, er det med sammenbidt sjæl, han arbejder. Han er ikke hobbykunster og har intet tilovers for dem, der er.
Hvis han skulle skrive digte, var det til skuffen, for han vil ikke fornærme dem, der faktisk kan digte. Han ved godt, at han er ved at blive en gammel, gnaven mand. Også selv om hans liv for lidt under 1 år siden ændrede sig vildere, end det havde gjort i de 55 foregående. Han fik et barn. Lille Alfa. Nu oplever han for første gang i livet at savne. Han taler syv sprog, nogle mere gebrokkent end andre, men har aldrig savnet at tale et af dem frem for et andet. Har boet i hele verden, men aldrig savnet en by. Savner ikke sine venner og har tidligere haft et kærlighedsliv, der mindede om én lang løbende udskiftning. Også uden den store anger eller savn.
Men Alfa savner han.
»Hmmmm«, siger han, gør sig rund i hovedet og laver et lille nik, ligesom Alfa gør. Kynikeren i ham siger ham, at hun er mere irriterende, end hun er dejlig, men han ved godt, at det ikke passer. Og det provokerer ham. Finder man nogen større kliché?
Kunstner. Rejser fra land til land på flugt. Lægger kvinder ned. Læser Joyce, Musil og Dante. Ryger for meget i perioder, drikker for meget i perioder. Lever i andre perioder som munk og dyrker aikido. Tager til Japan og siger hai til sin sensei mens han prøver at finde det rene liv i zen. Møder som halvgammel sin store kærlighed, og vil lige pludselig have et barn. Det vil hun også. Nu står han op om natten for at skifte ble. Og når han så for en gangs skyld er af sted alene, bruger han tiden på at savne sin baby.
Han ser opgivende ud. Og laver så alligevel det lille babynik igen.
