Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Foto: Anders Rye Skjoldjensen/Anders Rye Skjoldjensen/ contact@skjoldjensen.com/ www.skjoldjensen.com

Varulven drikker og taler med de døde

Chistian Lemmerz lever sit liv i Michelangelos skygge. Splittet mellem ekstremt selvhad og fuld tro på sit eget geniale projekt. Det eneste, han ønsker, er at skabe ét værk, der er godt nok. Vi har besøgt billedhuggeren i den toscanske marmorby, der blev hans skæbne, da han som 16-årig blev smidt ud fra kostskolen. Det blev 3 dage med både mørke tanker, bevingede samtaler med såvel milliardærer som pornokunstnere og masser af sprut på byens mange beværtninger.

Varulven slingrer, for varulven har drukket.

Han trækker sig gennem gaderne som en stor skygge i jakke og halsklud. Han har marmorstøv på skoene og et skævt smil, der truer med at knække over i vanvid.

Det har været en angstnat uden søvn. En nat med krop og hjerne ude af trit. En selvhadende nat, og en selvædende nat, der ikke har rod i noget konkret, men som pludselig er der, og fylder alt.

Varulven går på bar i byen Pietrasanta og bestiller en flaske vin. Han drikker gratis her, for på væggen hænger to store tegninger med hans signatur i hjørnet. Den ene forestiller en mand, som varulven forudså ville dø inden for 2 uger. Han lignede et skelet, og varulven var nødt til at suge kunsten ud af ham. Den anden er en bred streg i japansk blæk, der er lige så hjerteskærende, som den er simpel.

Varulven vil bare more sig. Ikke mere alvor lige nu, siger han og hilser på en af byens andre kunstnere, en schweizisk hyperrealistisk maler.

»Der er kun to, der er dumme nok til at være malere i en marmorby«, siger varulven. »Og du er den ene«.

Schweizeren, lille, tækkelig og tæt, en oversavet kæmpe, virrer lidt med hovedet. Han ejer en .38 special. En revolver, som han har malet to gange. »Et smukt våben«, siger han. Han smuglede den i sin tid over grænsen til Italien, så han hvert år på sin fødselsdag kan tage den frem, stikke den i munden og overveje, om det er nu. Det har ikke været nu endnu.

Varulven sidder ikke stille længe ad gangen. Han drikker et glas vin, måske to, så bliver han glubsk efter gaderne, efter bevægelse. Han må ud, videre. Hilser belevent rundt i byen, »ciao bello«, snerrer lidt ad enkelte. For eksempel en gammel tysk pornokunstner, der laver kinky sorte marmorskulpturer og tror, han er et geni, skønt han i hovedsagen sælger på sexmesser.

Varulven lusker ind på en restaurant, hvor der står en Vespa ved døren og leger Italien.

Personalet kender ham. Viser ham hen til det gode bord og trækker den fine vin op.

Foto: Anders Rye Skjoldjensen/Anders Rye Skjoldjensen/ contact@skjoldjensen.com/ www.skjoldjensen.com

Varulven drikker. Så går han ud og ryger. Så drikker han. Så stikker han lidt til maden. Når varulven drikker, så drikker han, og når han ryger, så ryger han. Varulvens venner spørger bekymret, om han også husker at spise, men ved godt, at det er håbløst. Når han er i det humør, lever han af sprut og ånd.

I perioder bliver han stille og falder ind i sig selv. Sekundet efter underholder han ved at imitere en baby eller den pattebarnsagtige måde en særlig museumsdirektør ryger cigar på. Han trækker referencer til filosoffen Hannah Arendt, hendes stormfulde forhold til Heidegger og kung fu-film i samme sætning.

Han spiser stegte hele blæksprutter med fingrene, mens han halvt drukkvalt af grin fortæller, hvordan han engang efterlod sin ven, en digter, i skorstenen på taget af et supermarked i Barcelona. Og bliver så alvorlig, når han fortæller om kvalerne og tømmermændene dagen efter. For hvor var han henne? Efter at være løbet den halve bys politistationer rundt, viste det sig, at digteren selv var kommet op og nu sov den ud derhjemme.

Under kaffen fortæller han om sit møde med dronningen. Et møde, der kom i stand, fordi han skulle have en medalje, og fordi hans kæreste gerne ville møde hende.

Mødet forløb akavet. Han bommede to smøger af majestæten, og på vej ud fra arrangementet gik det op for ham, at han var ved at proppe hendes diamantbesatte guldlighter i lommen.

Varulven har mødt alle, det er værd at møde. Han har fået de medaljer, det er værd at få, har udstillet steder, de fleste kunstnere kun drømmer om, og indgår i samlinger over hele verden. På papiret står han godt.

I momenter kan han også godt se, at han kan noget, men for det meste er han i tvivl. Den holdning deler han med en del af den danske befolkning, der især hidsede sig op over de svinekroppe, han lod gå i forrådnelse på Esbjerg Kunstmuseum i 1994, og siden har kaldt ham for provokunstner.

Den bedste trøst til dem, der hader ham, er, at han hader sig selv endnu mere.

Varulven synker ind i sig selv, får sorte øjne og bliver alvorlig.

»Kan du forestille dig at være en plante?«, siger han.

»Nej, vel«, svarer han selv.

»Kan du forestille dig at være i en hunds hjerne?«.

Heller ikke. Andre mennesker kan man tale med. Men virkelig forstå dem, det er en utopi.

Derfor er hjernen det, der skræmmer varulven allermest. Den er din egen, du kan ikke dele ud af den, og du vil aldrig få adgang til andres. Du er alene. Helt alene i verden.

Det er nat.

Det er sort.

Alt er sort.

Sort.

Det er morgen.

Hvidt. Blåt. Himmel og sol.

Varulven spiser morgenmad. Han sidder med benene frem for sig og har store solbriller på. Han får espresso og sin særlige appelsinjuice, den stærke, der er god mod tømmermænd. Ulveansigtet er fortaget.

Nu ligner han den, han også er. Billedhuggeren med de tyske aner og den danske forbindelse Christian Lemmerz, en mørk og høj mand med rolige brune øjne og gråt hår. En mand, som damer kigger efter, nogle endda i ublu lang tid.

Han bliver ikke siddende længe. Skridter over torvet i Pietrasanta, en lille by nord for Pisa. Besøger baren i en øls tid og går igen. Videre mod bronzestøberiet, hvor han laver en hurtig aftale og ser på en række kranier med månelandskaber på toppen.

Så tager han hjem. Ikke til et sted, han bor, men til det sted, hvor han føler ro.

Alt liv er dømt til fald, til en kølig stivnen, som her, men for hvert slag med mejslen vælter de dybeste farver dampende ud i den hvide statuario marmor.

»Hvor er min blok«, spørger han.

»Jeg har stillet den hernede«, siger Tony. Han har hvidt skæg, tophue og korte, brede hænder. Det er på Tonys værksted, Lemmerz arbejder.

Lemmerz lægger armen om Tony, mens de sammen går hen over pladsen.

De kigger på den store sten, de banker på den for at sikre sig, at den er så god, som de tror.

Det er en kunst at lytte til marmor. Tony er en af de bedste. Med en hammer kan han afgøre, om der er sprækker eller lommer gemt langt inde i stenen.

Lommer af luft, der kan gøre, at den store sten ikke ender som den 4 meter høje jomfru Maria, der lige nu findes i hovedet på Christian Lemmerz, men som ral og småsten.

Fra Michelangelos brud

Marmor er et sælsomt materiale. Den skinnende sten, kaldte grækerne den. Dannet under tryk omformer kalksten sig til de hvide blokke, der ser fjerlette ud, men er lige så tunge som sorg. Det er en mytisk sten. Augustus fandt et Rom i mursten og forlod et Rom i marmor, sagde han. Victor Hugo kunne konstatere, at fandt man en kvinde, skulle hun have hud som marmor, og købte man en marmorstatue, skulle den have en overflade som hud. Selv de bedste kunstnere kan ikke forestille sig noget, som marmorblokken ikke selv har i sig, sagde Michelangelo.

Blege ligsten, sæbe og plastik, godt til spøgelser, til døde og til lagener. Krystallinsk glans, huden ånder. Symbolet på evighed.

Marmorskulpturer er livløse, tomme, kun få skulpturer ånder, stråler i rummet.

Sådan siger Lemmerz. Den hvide marmor er mælkehvid, plastikhvid, pushvid, spermhvid, hudhvid, blyhvid, damphvid, kalkhvid, støvhvid, sukkerhvid, æggehvid, overskyet, oversvømmet, tåget, forgiftet. Siger han.

Foto: Anders Rye Skjoldjensen/Anders Rye Skjoldjensen/ contact@skjoldjensen.com/ www.skjoldjensen.com

I bruddene i nabobyen Carrara blev blokken til Michelangelos ’David’ hugget ud. Fra samme sted kommer blokken, der ligger foran Lemmerz og Tony.

Det er med den grundtanke, at marmorblokken kunne have fået Michelangelo, men nu i stedet fik ham, at Christian Lemmerz går til arbejdet. Eller sådan er det i hvert fald nu. Som ung troede Lemmerz snarere, at han var Michelangelo og gik direkte i gang med at hugge en torso som sit første arbejde. Bare med fri hånd og overmod. Det blev derefter.

Marmoren taler med de døde

Efter at have lært at tæmme den hvide sten forlod Christian Lemmerz den. Brugte voks og kroppe i forfald. Lavede performances. Han har altid tegnet, og tegningen ligger bag hele hans kunstneriske virke. Marmoren er han vendt tilbage til over flere omgange. Først ironisk, fordi han var bange for at tage materialet alvorligt og i stedet forsøgte at bruge det til at gøre grin med det monumentale. Nu er han nået til et sted i sit liv, hvor han har accepteret det, han egentlig altid har været på vej imod: at marmor er det fineste, mest elegante og mest storladne materiale, der findes.

Foto: Anders Rye Skjoldjensen/Anders Rye Skjoldjensen/ contact@skjoldjensen.com/ www.skjoldjensen.com

»Marmoren taler med de døde«, som han formulerer det. Den rækker tilbage i tiden; til tiden, hvor den blev skabt, til fortidens mestre, til grækerne og romerne og Michelangelo, der er den eneste tilbageværende stjerne på Lemmerz’ himmel. Den findes nu, og den bliver ved med at findes. Den er måske ikke evig, men så godt som.

For selv om han griner meget, Lemmerz, er det med sammenbidt sjæl, han arbejder. Han er ikke hobbykunster og har intet tilovers for dem, der er.

Hvis han skulle skrive digte, var det til skuffen, for han vil ikke fornærme dem, der faktisk kan digte. Han ved godt, at han er ved at blive en gammel, gnaven mand. Også selv om hans liv for lidt under 1 år siden ændrede sig vildere, end det havde gjort i de 55 foregående. Han fik et barn. Lille Alfa. Nu oplever han for første gang i livet at savne. Han taler syv sprog, nogle mere gebrokkent end andre, men har aldrig savnet at tale et af dem frem for et andet. Har boet i hele verden, men aldrig savnet en by. Savner ikke sine venner og har tidligere haft et kærlighedsliv, der mindede om én lang løbende udskiftning. Også uden den store anger eller savn.

Men Alfa savner han.

»Hmmmm«, siger han, gør sig rund i hovedet og laver et lille nik, ligesom Alfa gør. Kynikeren i ham siger ham, at hun er mere irriterende, end hun er dejlig, men han ved godt, at det ikke passer. Og det provokerer ham. Finder man nogen større kliché?

Kunstner. Rejser fra land til land på flugt. Lægger kvinder ned. Læser Joyce, Musil og Dante. Ryger for meget i perioder, drikker for meget i perioder. Lever i andre perioder som munk og dyrker aikido. Tager til Japan og siger hai til sin sensei mens han prøver at finde det rene liv i zen. Møder som halvgammel sin store kærlighed, og vil lige pludselig have et barn. Det vil hun også. Nu står han op om natten for at skifte ble. Og når han så for en gangs skyld er af sted alene, bruger han tiden på at savne sin baby.

Han ser opgivende ud. Og laver så alligevel det lille babynik igen.

Alt liv er dømt til fald

Tony ryster på hovedet. Han kender Lemmerz bedre end de fleste. Det luskede ulvesmil og de hævede øjenbryn kan ikke snyde ham. De seneste mere end 25 år har Lemmerz arbejdet på Tonys værksted. Det, Lemmerz ved om marmor, ved han fra Tony. Hvordan man holder hammeren, hvordan man laver vinklerne, så en drapering ser ordentlig ud. Hvordan man pudser marmoren op, så overfladen bliver gennemsigtig og lader lyset bryde igennem, reflektere på det underliggende lag og kommer til at ligne hud. Lemmerz lægger sit store hoved på Tonys tophue og holder om ham. Den gamle griner faderligt og humper lidt over mod værkstedet.

»Nu kører jeg dig altså snart på hospitalet«, siger Lemmerz.

»Det er bare en lille infektion i benet«, siger Tony.

»Ja, og i hjernen«, siger Lemmerz.

»Det tager en formiddag. Så går du fint igen«.

»Grappa«, siger den gamle.

Lidt efter kommer han med en flaske.

»Grazie«, siger Lemmerz, og ser på Tony, som en søn ser på sin far. Overbærende, bebrejdende, kærligt, drillende.

Lemmerz drikker lidt og tager læsebrillerne på. Han tænder trykluftboret og begynder først at skrælle flager af en 2 meter lang marmorskulptur af et kalvekadaver. Af stenen træder knogler og kød frem. Kødfibrene dirrer i den rå formiddagsluft. Alt liv er dømt til fald, til en kølig stivnen, som her, men for hvert slag med mejslen vælter de dybeste farver dampende ud i den hvide statuario marmor.

Lemmerz, der snakker meget, holder kæft og taler kunstens ordløse sprog.

Han har været uvenner med den statue i 3 måneder nu. Han har været søvnløs over den. Ud af kadaveret vokser et kvindehoved med slør. Halvt i forrådnelse, spidsen af næsen mangler, det ene øje hænger i en pude, mens det andet er så godt som ædt op. Hun er alle de store temaer.

Liv. Død. Lidelse. Skønhed. Fortvivlelse. Forgængeligheden. Forrådnelse. Madonna.

Ansigtet er et memento, ligesom de fleste af Lemmerz’ værker, der kredser om det uforståelige faktum, at vi er alene, og at vi skal dø.

Men hun er ikke rigtig. Hun er ikke lige dele tiltrækkende og frastødende. Hun har vendt sig mod Lemmerz, for det kan statuer; de kan vende sig mod deres skabere og blive onde. Når de gør det, kan Tony høre det. Han kan høre, at Lemmerz slår forkert inde i værkstedet. Det er for hårdt, for kantet. Det smukke ved marmor er, at når man først har taget noget væk, kommer det aldrig på igen, men det er også det farlige. I de situationer kommer Tony med en flaske vin og beder sin elev om at komme tilbage om et par dage, når han har raset ud.

Men i dag er det anderledes. Lemmerz har endelig fundet ud af, hvad der er galt. Venstre kind er for tung.

»Du er jo et puffy head«, siger han til det hvide ansigt og går til hende med trykluftboret. Så en fil. Så sandpapir. Så trykluftboret igen. At have tømmermænd, som lægger arm om overtaget med dagens begyndende brandert, er ikke den optimale situation at hugge i marmor i.

Lemmerz går lidt frem og tilbage og ser fortvivlet ud. Får ansatser til det sorte blik. Det skæve smil, der dirrer helt oppe ved øret, og som truer med at lukke varulven ud. Det er ikke en god idé, det her, siger han for sig selv.

Ikke desto mindre lykkes det, mener han. Det går hurtigt. Hugge. Raspe. Slibe. Hælde vand over hovedet, så det skinner som poleret voks. Det tunge hoved er blevet slankt. Nu er det godt, tænker han. I hvert fald lige nu.

»Ikke mere arbejde i dag«, siger Lemmerz ud i rummet.

Kort tid efter sidder han ved en gul dug med en karaffel rødvin og en tallerken pasta med muslinger foran sig. Han spiser hos kommunisterne. Det gør han tit. Det er billigt, det er i orden, og så slipper han for resten af Pietrasanta, hvor alle er kunstnere eller turister på udkig efter et autentisk skrøbeligt skabersind at se på.

Foto: Anders Rye Skjoldjensen/Anders Rye Skjoldjensen/ contact@skjoldjensen.com/ www.skjoldjensen.com

Pornokunstneren og hyperrealisten kommer lidt efter. Lemmerz konverserer venligt afmålt på tysk og snerrer ad pornokunstneren på dansk. Pornokunstneren elsker Lemmerz, fordi han er tysker, og fatter ikke, at ømheden ikke er gengældt. Lemmerz beder om at få kaffen korrigeret. Det kalder man det på italiensk, når der kommer sprut i. Drikker den ude, mens han misser mod lyset.

Every childhood is the same

Så går han videre på bar. Nu skal det være morsomt. Ikke mere alvor. Rødvin, den gode, den bedste. »Hvad med husets?«, siger barejeren, og Lemmerz peger på de to store tegninger. Den bedste. »Så skal jeg nok også tegne dig, så du ligner en djævel«, siger han og sætter sig ned. Napper et par pølsestykker i sig og beder om at slippe for peanuts. Møder Jørgen Haugen Sørensen, en gammel mand med to dynejakker oven på hinanden og et ansigt som en skildpaddes. Haugen Sørensen får sig et glas blåbærjuice.

Kunst er den absolutte frihed

Christian Lemmerz blev født i Karlsruhe i det sydvestlige Tyskland 30. januar 1959 ind i en familie af videnskabsfolk og købmænd, og med det eneste særkende, at han ifølge sin mor var det grimmeste barn på hele sygehuset.

Familiens traditioner stammede fra en tid, hvor de var velhavende, selv om de på ingen måde kunne siges at være det længere. Christian Lemmerz kom som 11-årig på elitekostskole drevet af jesuitter.

Drengen havde nok familiehistorien til at være på den skole, han var, men han havde ikke pengene. Og så var han det underlige barn.

Fra helt lille vidste han, at han ikke skulle være kranfører eller lastbilchauffør. Han trak sine forældre med på museer for at se renæssancekunst i en sådan grad, at de fortrød, at de første gang præsenterede ham for konceptet. I en profan hverdag fandt Christian Lemmerz ud af, at der i kunsten lå en frihed, han ikke kendte andre steder fra. Hos Gauguin kunne en tahitikvinde være lyserød, og uden at han vidste hvorfor, føltes det som en befrielse. Kunsten svævede i absolut frihed.

På skolen var han den bedste til at tegne, og på det punkt har intet ændret sig, mener han. Han var pissegod til at tegne dengang, og han er pissegod til at tegne i dag. Faktisk den bedste, nu hvor Michelangelo som bekendt er død.

Til gengæld var han den dårligste til alt det andet. Og så var han som sagt underlig. Han løb rundt i skovene og ønskede sig at være skov. Ikke et træ, men en skov. Træerne kan være skov sammen, det er mere, end man kan sige om menneskene.

Det var i den epoke af hans liv, at det gik op for ham, at han var alene, og at lige meget hvor meget han prøvede, så ville hele hans liv foregå oppe under hovedskallen uden mulighed for at forstå andre mennesker.

Han var født alene, var opvokset alene, og derfor kunne han også se frem til et liv og en død i ensomhed. Det er tunge tanker hos en skoledreng, der i forvejen ikke kom for godt overens med kostskolens sans for pomp, pietisme og kammeratlig fascistoid opdragelse. Det resulterede i sammenstød.

Timerne er forsvundet. Det er blevet sen eftermiddag. Et par fadøl senere. Også et par flasker vin. Lemmerz er i muntert humør, og han gider ikke tale alt for meget alvor. I det hele taget gider han ikke det med at sidde og fortælle traumatiske historier fra sin barndom og stridsomme opvækst.

»Come on«, siger han, eller nærmere »camarn«. For det meste taler han dansk, af og til engelsk, bruger ord og vendinger på tysk og italiensk og supplerer med gloser fra spansk, portugisisk, japansk og fransk.

»Every childhood is the same«, fortsætter han.

Foto: Anders Rye Skjoldjensen/Anders Rye Skjoldjensen/ contact@skjoldjensen.com/ www.skjoldjensen.com

Da Lemmerz som ny elev på kostskolen stod forkølet til morgenmessen i kirken, et af de rum, han allerede dengang elskede, begyndte snotten at løbe ud af næsen på ham. I to strenge. For ikke at larme slikkede han det i sig i stilhed, men hans sidekammerat så det og meldte det til præsterne. Der blev opstillet et tribunal bestående af skolens andre elever, der, mens de stod i en rundkreds om den nye dreng, den fattige dreng og den underlige dreng, dømte ham til at sove tre nætter på skolens toilet. Hvis man er lige så klam som en lort, kan man lige så godt sove sammen med lortene.

Han blev benådet efter én nat, klarede skærene, til han var 16, men blev så smidt ud. Efter 1 års strejfen endte han med at blive optaget på billedhuggeruddannelsen på kunstakademiet i Carrara. På akademiet strejkede lærerne altid, og hvis de ikke gjorde, så gjorde eleverne. Det var egentlig helt i orden, for Lemmerz tror ikke på, at man kan lære kunst. Man kan lære håndværk, og man kan lære historie, men kunsten kommer man selv med. Når der endelig var undervisning, blev Lemmerz ustandselig smidt ud, fordi han også der blev uvenner med underviserne. Der var ikke plads til den radikale tanke, siger han, og hvis han var lærer i dag, ville han også have smidt sig ud.

I den tid valfartede han rundt mellem de lokale værksteder med sit lange sorte hippiehår og sine kønne træk, som der flere gange er blevet modelleret helteskulpturer efter. Her samlede han håndværket op og mødte nogen, der talte samme sprog som han. Danske Erik A. Frandsen, eksempelvis, der er en af årsagerne til, at Lemmerz efter mange år med pendlerliv mellem skiftende bopæle i Europa, Sydamerika og Toscana til sidst fik København som bopæl, når han ikke er i Italien.

I Pietrasanta mødte Lemmerz også Jørgen Haugen Sørensen; den danske stjerne, der gav ham mad, husly og en form for tryghed, selv om kunstneren ikke var nogen mild ven. Han var hård, kold, egocentrisk og ligeglad, men midt i det forstående nok til at lukke den nye bølge af kunstnere ind. Ligesom Tony er Haugen Sørensen som en far for Lemmerz. Der er mange fædre. Også den biologiske, der nu sidder gammel og dement i Tyskland. Uden erindring om sin søn og de kontroverser, de har haft. Hans hjerne har visket fortiden ud, nu er han alene og hukommelsesløs inden under skallen.

»Skal vi ikke snart tale om noget interessant«, spørger han. Rejser sig og forlader baren med et vink over skulderen.

Billedhuggeren fortæller om sin kunst og sit kunstsyn. Kilde: politiken.tv / Foto & redigering: Anders Rye Skjoldjensen

Kroppen hyler

Det er varulven, der går til middag den aften. Han har en polsk ven, der har giftet sig med en rig italiener, hvis familie ser ned på ham, fordi hun kunne have fået en Ferrari-fyr og nu i stedet har en lavpandet mand, der arbejder med marmor.

Til stede er også en slikket milliardær i Jimi Hendrix’ aflagte tøj. Han ejer fremtiden, som står i et marmorbrud ikke langt derfra. 12 robotter, der kan skære skulpturer ud af sten, så selv en billedhugger kan have svært ved at se forskellen mellem dem og den originale vare. Rigmanden har for nylig købt en del af en engelsk fodboldklub, hvis stadion han drømmer om at lave om til et amfiteater med marmor på væggene og statuer i nicher.

»Jeg vil være din bedste ven«, siger varulven med svovl i stemmen. Han ved godt, at rigmanden har fat i den lange ende, og at han selv er en del af en døende generation. Pietrasanta er blevet tømt for billedhuggere, siden han kom der første gang, og det går kun én vej. Hvis han selv var ung, ville han lave kunst til 3D-briller i stedet for i marmor. Når alting alligevel foregår i vores hoveder, hvorfor så ikke tage konsekvensen? Halvt inde i desserten laver varulven en Houdini og sidder 3 minutter senere og drikker gin med en snert af tonic på torvet.

Foto: RYE SKJOLDJENSEN ANDERS

Efter en enkelt går han hjem. Vil tage en rolig aften, men har det lige omvendt af en rolig aften, selv om det er det, han har brug for.

Kroppen hyler.

Lidt efter sidder han sammen med de lokale sutter og halvryster nattens sidste nødvendige bajere i sig, indtil byen lukker helt ned.

Han slæber sig hjem gennem de sorte gader.

Han står op igen med lyset.

Han trækker et træsværd. På mosaikgulvet i sin lejlighed hugger Christian Lemmerz den selvglade milliardær i småstykker fire-fem gange. Aikido og karate er en udmærket måde at aflive folk på uden at komme i fængsel for det.

Der er redt op med hvidt linned på en sofa langs væggen, og oven på flygelet i hjørnet står en fladskærm og en PlayStation. Der ligger diverse strategi-, hak- og splatspil rundt om fladskærmen.

Kampsport og Dante går hånd i hånd for Christian Lemmerz. På reolen ligger ‘Die Göttliche Komödie’ – i et lille gult bind, der er slidt fuldkommen i stykker – ved siden af den italienske originaltekst. Ved siden af dem står en række kampsportsfilm. Dante kan være pissekedelig, og Dante kan være pissesjov, men Lemmerz kan bare ikke læse Dante hele dagen hver dag, ligesom han ikke kan se på stor kunst hele tiden.

Han forlader lejligheden og slentrer gennem den stille gade med huse i forskellige toner af ferskenfarve.

Drikker sin morgenespresso på Bar Michelangelo, der ligger i et hus, hvor mesteren har boet.

Nogle dage tager han direkte i marmorværkstedet tidligt om morgenen og er der hele dagen. Står i larmen frem til middag. Spiser sin frokost hos kommunisterne og tager bagefter ud og tænder mejslen igen.

I øjeblikke i værkstedet finder han en lykke, som han ikke finder andre steder. Pludselig forsvinder timerne i en strøm af mening.

Dagen efter kan han komme tilbage og se på den samme statue og synes, at det er noget værre kitsch, udmærket håndværk, men ligegyldigt. Eller det værste af alt: tomt og blottet for indhold. Og selv om der er skrevet afhandlinger om hans gennembrudsværk, ‘Scene’ fra 1994 – værket, hvor en række grise rådnede, mens udstillingen stod på – selv om han har haft soloudstillinger på Danmarks største museer og får livsvarig ydelse, statens største anerkendelse af kunstnere, er han i tvivl.

Han er en af meget få nulevende kunstner, der har et permanent værk på Glyptoteket. Han har lavet alteret til Lyngby Kirke og er tilbage til de store temaer fra kirkerummet på jesuiterkostskolen fra sin barndom. I dag betegner han sig selv som en katolsk kunstner, selv om han hader både Gud og religion. Men – for sådan et er der altid hos Christian Lemmerz – selv om religionerne er roden til alt uvæsen her i verden, er det også indgangen til stor skønhed og indsigt. I dag vil Lemmerz gerne lave en kristusfigur igen. Tidligere har han lavet en ironisk Kristus som bodybuilder, men denne gang skulle det være torturofret Kristus som symbol på alle verdens torturofre.

Den sidste punk

Dagen er gået som det sidste par dage. Rundt i byen i den bløde jakke med den sorte klud om halsen fra bar til bar. Han har ikke været i marmorværkstedet, men går hjem til sin lejlighed og slår skodderne op for den rødmende sol.

Foto: Anders Rye Skjoldjensen/Anders Rye Skjoldjensen/ contact@skjoldjensen.com/ www.skjoldjensen.com

Han tegner med kul på en kvadratisk blok. Han holder blokken fast med fødderne på gulvet, mens han bøjer sig ned fra stolen med smøgen i mundvigen. Han slutter lige så abrupt, som han begyndte og skyder tegningen fra sig. Han rejser sig og trækker en stor rulle papir ned fra en af reolerne og folder et vred kæmpe tegninger ud. Der åbner sig verdener på det kolde stengulv i kul og kridt. Han siger nej, og nej og nej og nej, og den her er måske meget god, men nej.

At begribe et godt kunstværk er som at fange skyer med hænderne. Det er for voldsomt til ord, men rammer maven som en god popsang. Man ranker sig i mødet, man mærker storheden og bliver rørt. Man har måske endda en fornemmelse af, at tingene giver mening.

Den slags værker kan man gå tilbage til hele livet. Jo klogere du bliver, desto flere aspekter kan du finde. Men selv uden at vide noget, gør det dig stum. Sådan et værk drømmer Lemmerz om at skabe.

Han arbejder på ren lyst, og fordi han ikke kan andet. Hvis han ikke havde haft succes, ville han vaske gulve og lave det samme som i dag, når han havde fri, siger han. »Det er ren kamikaze. I don’t care«.

Folk i hans alder køber aktier, han køber sten. Hvor mange gode værker har han tilbage i sig? Han drømmer om bare at have ét. Om han indtil nu har lavet noget, der er godt, er han ikke sikker på. Han hader sine ting, men laver dem alligevel. Som Samuel Beckett siger: »Fail again, fail better next time«.

Da han var ung, talte han med sine venner om det. De diskuterede hinanden helt i smadder, faktisk. Erik A. Frandsen, Michael Kvium, Lars Nørgaard, Claus Carstensen, alle de unge og vilde i 80’erne. Du tør ikke? Selvfølgelig. Godt forsøg, it was really shitty.

Så blev folk enten meget berømte, temmelig berømte eller helt glemt. Nu er de fleste blevet »bourgeoisirøvhuller«, som man ikke kan sige en skid til uden at fornærme dem. Og når der ikke er andet end ros tilbage, dør generationsfølelsen.

Christian Lemmerz savner sin generation. Savner den, når han som den sidste punk står tilbage, slår om sig og nægter at bøje nakken for andet end den absolutte frihed. Det er opskriften på at ende i ensomhed, og uden nogen der er klogere end én selv til at give modstand.

Til sidst er der kun de døde tilbage at tale med, og de fleste af sine helte har Lemmerz også lagt i graven. De har hængt som store balloner af inspiration i hans liv, indtil han på et tidspunkt har punkteret dem.

Nu er der kun Michelangelo tilbage. Fordelen ved ham er, at han altid samtykker. Selv om han mener, at Lemmerz skal anstrenge sig lidt mere.

»Ikke også, Mickey?«, siger Lemmerz ud i rummet.

Hvis han følger rådet, rammer han måske en dag noget, der ikke er rent lort.

Og hvis han ikke gør, så dør han under forsøget, og det er også helt fint. Så længe han ikke ender som en af de kunstnere, der bukker under for deres egen hjernes kupforsøg og til sidst ikke kan se andet end guld i deres egne værker. For i afdelingen for selvovervurdering findes der rigtignok både søde og morsomme mennesker, men de bliver dummere og dummere, i takt med hvor meget de forelsker sig i sig selv.

Den røde sol er lige forsvundet under hustagene. Vinflasken er tom på den tredje aften efter angstnatten. Lemmerz er rolig og trækker i den bløde jakke. Han skal ud og have det morsomt.

Foto: RYE SKJOLDJENSEN ANDERS

Annonce

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden

Annonce