Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Foto: Privatfoto/Jyllands Posten

Jagten på den danske nazilæge

Under Anden Verdenskrig eksperimenterede den danske læge Carl Peter Værnet på kz-fanger for at finde en kur mod homoseksualitet. Efter krigen flygtede han til Argentina. En ny dokumentar fortæller om danskeren – og om udviklingen i vores syn på homoseksualitet, som nazisterne bestemt ikke var alene om at opfatte som en sygdom.

Det var en sen aften i 2009, på et af de mange teatre i Argentinas hovedstad, Buenos Aires, at en mand fra publikum gik hen til instruktøren Nacho Steinberg i salen efter forestillingen.

»Jeg har en historie til dig«, sagde han.

Teaterstykket, Nacho Steinberg satte op, var Robert Shaws holocaustværk ’Manden i glasburet’ om Adolf Eichmann – topnazisten, der skjulte sig i Argentina efter Anden Verdenskrig.

Manden fra publikum var historiker. Og han begyndte at fortælle om en anden flygtet nazist. En læge. En videnskabsmand, der mente, at han havde opfundet en kur mod homoseksualitet.

Nazidoktoren havde lavet eksperimenter på bøsser i koncentrationslejren Buchenwald. Efter krigen flygtede han til Argentina og arbejdede angiveligt videre på sin homokur. Han levede i Buenos Aires indtil sin død uden nogensinde at være blevet stillet for en domstol. Nazilægen var i øvrigt ikke tysker, fortalte historikeren, men fra Danmark.

Kunne sagen mon være basis for et teaterstykke?

Nacho Steinberg havde hørt om mange nazister, der flygtede til Argentina. Men ikke om en dansk nazilæge. For det brede publikum i landet – og i resten af verden – ville det være en ny historie.

»Det lyder mere som en film«, sagde han.

Nu, i 2014, sidder Nacho Steinberg så foran en kæmpe tv-skærm i sin lejlighed i Palermokvarteret i Buenos Aires. Kameraføringen zoomer ind på et gammelt sorthvid foto af en midaldrende mørkhåret mand med rynker om øjnene. Carl Peter Værnet. Eller Carlos Pedro Varnet, som danskeren kaldte sig i sit nye hjemland.

Nacho Steinberg og hans filmhold har i denne uge vist dokumentaren om Carl Værnet for et prøvepublikum ved en lukket forevisning på Holocaustmuseet i Buenos Aires, hvorefter filmen nu bliver tilbudt til internationale filmfestivaler og tv-kanaler. Titlen på dokumentaren er ’Den lyserøde trekant’ – det symbol, nazister klæbede på homoseksuelle kz-fanger, på samme måde som de stemplede jøder med stjerner.

»Carl Værnet var jo ikke en dødslæge ligesom Josef Mengele, der sendte hundredtusinder i gaskamrene. Han var en pseudovidenskabsmand og eventyrer, der troede, at han havde fundet et patent, som kunne gøre ham rig og samtidig gøre gavn ved at kurere, hvad de fleste dengang anså for at være en sygdom: homoseksualitet«, siger Nacho Steinberg.

Instruktøren optræder som den argentinske fortæller, der rejser ud i verden i jagten på historien. Tidligt i filmen får han en bog om Carl Værnet i hænderne, som fire danske forfattere skrev i 2002, og han opsøger dem og andre kilder i Danmark – plus den tyske historie i Buchenwald og selvfølgelig en stribe eksperter og lokaliteter i Buenos Aires, hvor Værnet tilbragte sine sidste år.

’Den lyserøde trekant’ afdækker samtidig, hvordan verden har opfattet homoseksualitet gennem tiden. For det var bestemt ikke kun nazisterne, der anså homoseksuelle for at være syge.

»Verdenssundhedsorganisationen (WHO) fjernede først i 1990 homoseksualitet fra listen over mentale sygdomme. Men Værnets to hjemlande, Danmark og Argentina, har på hver sit kontinent været de første nationer, der gjorde det lovligt for homoseksuelle at gifte sig – og dermed anerkendte homoseksualitet som noget normalt«, siger Nacho Steinberg.

»Det er et pudsigt sammentræf. Som om en eller anden kraft har villet reparere historien«.

Den kunstige kirtel

Men først skulle historien altså gå i stykker, og den proces begyndte i 1920’ernes København, da den jyske landmandssøn Carl Peter Værnet tog en lægeuddannelse og bagefter åbnede en medicinsk klinik.

Den unge Carl Værnet brændte for moderne teknologi. Han rejste blandt andet til Tyskland for at studere kortbølgeterapi og testede den nye opfindelse på sine patienter imod alt fra bylder til slidgigt. Op gennem 1930’erne udviklede han sig til en modelæge, som ræsede rundt i dyre amerikanerbiler og lod datidens aviser rapportere om sine mirakelkure.

Det var dog kun i dagspressen, at Carl Værnets resultater imponerede. Da han skrev sin – så vidt vides eneste – videnskabelige artikel til Ugeskrift for Læger om den nye kortbølgeteknik, haltede dokumentationen så voldsomt, at en medicinstuderende efterfølgende ydmygede ham ved at pille artiklen fra hinanden.

Carl Værnet fik dog én brugbar medicinsk idé. Et lille rør, som kunne opereres ind under huden i lysken på patienter og afgive en konstant dosis af et medikament igennem lang tid ligesom nutidens p-pille-stave. I maj 1941, da Danmark havde været besat i godt et år, begyndte pressen at skrive om ’den kunstige kirtel’, som Værnet efter en række forsøg på høns nu brugte på mandlige patienter med ’forkerte dispositioner’.

Når Værnet testede en kunstig kirtel med det mandlige kønshormon testosteron på en høne, fik den straks en større kam og andre maskuline træk. På samme måde ville homoseksuelle mænd kunne få styrket deres mandlige egenskaber og blive heteroseksuelle, mente Værnet.

Homoseksualitet opstår imidlertid ikke, fordi en person mangler testosteron eller er ’mindre mand’. Sammenhængen stod ikke klart dengang, men Værnets metode var alligevel så uvidenskabelig, at danske læger ignorerede den. Samtidig hobede de faglige klager sig op imod ham.

I sommeren 1943 lukkede han sin klinik på Platanvej på Frederiksberg og solgte den til tyskerne. Kort efter sprængte modstandsfolk bygningen i luften.

På det tidspunkt havde Carl Værnet til gengæld fået en ny arbejdsgiver.

»Man kan selvfølgelig kritisere mange for at have sluttet sig til nazismen, men Carl Værnets helt store etiske fejltrin var, at han tog imod tilbuddet om at arbejde for Nazityskland og lave hormonforsøg på homoseksuelle kz-fanger«, konstaterer instruktør Nacho Steinberg.

»Imod deres vilje«.

Kvindedrømme og erektioner

For Nazityskland viste sig at være anderledes interesseret i Værnets kur mod homoseksualitet, inklusive selveste SS-chefen Heinrich Himmler, som personligt puffede den danske læges bøssekur frem.

Efter krigen forsvarede Carl Værnet sin støtte til nazipartiet med, at han godt kunne lide nazismens sociale støtteprogrammer, hvilket muligvis er sandt. Men han brugte nazistiske hilsner og floskler i sine breve og støttede partiet stort set fra begyndelsen – og meldte sig efter alt at dømme ind i besættelsesåret 1940.

Carl Værnet fik rang af major i SS. Han rejste til det besatte Prag, hvor tyskerne stillede et laboratorium til rådighed. De kunstige kirtler med testosteron, han fabrikerede, skulle han afprøve på homoseksuelle i kz-lejren Buchenwald.

Og det gjorde Carl Værnet. Mindst 15 af fangerne med lyserøde trekanter opererede han på i Buchenwald i løbet af 1944. Den argentinske film viser de uhyggelige sygebarakker, hvor kz-fangerne muligvis ikke var syge, når de ankom, men sjældent slap fra igen i live.

Foto: DOUGLAS WILLIAM

To af Carl Værnets patienter døde af infektioner, som muligvis stammede fra indgrebet. Enkelte rapporterede, at de nu pludselig havde det meget bedre, drømte om kvinder og vågnede med natlige erektioner og sædafgange – formentlig fordi de troede, at de så ville blive sluppet fri. Andre indrømmede ærligt, at de ikke mærkede nogen forskel.

Imens begyndte de tyske lægekolleger at gennemskue Værnet og skrev stadig mere skeptiske interne rapporter om danskeren og hans forsøg. Men Det Tredje Rige nærmede sig sit kollaps. Og i februar 1945 troppede Carl Værnet op i SS-chefen Heinrich Himmlers hovedkvarter i det sønderskudte Berlin og afleverede sin endelige rapport.

Ud over en masse nazistiske floskler og løfter om evig troskab mod Himmler indeholdt rapporten ingen reel videnskabelig dokumentation og refererede især nogle behandlinger, Værnet påstod at have lavet på homoseksuelle i Danmark. Uden dokumentation, tal eller reel forskning.

Herfra vendte Carl Værnet tilbage til Danmark, og efter befrielsen gik det ham ligesom mange andre nazisympatisører: Han blev anholdt og interneret.

Flugten til Sydamerika

Han benægtede store dele af sin historie. Imens hobede beviserne sig op mod ham, men med hjælp fra medsammensvorne danske læger bluffede han sig til en kronisk hjertelidelse. Myndighederne lod ham rejse til Sverige for at få en specialbehandling, og herfra stak han af til Sydamerika ad samme rute som mange andre nazister.

Danmark kunne senere have forsøgt at få ham udleveret. Men den socialdemokratiske justitsminister Niels Busch-Jensen valgte at lægge sagen død. Så længe Carl Værnet holdt sig på den anden side af Jorden, fik han lov at være i fred.

Det uskønne forløb kom frem sidst i 1990’erne, da den britiske homoorganisation Outrage blev opmærksom på Carl Værnets historie og bad den danske regering undersøge, hvordan en forbryder mod menneskeheden var sluppet for retsforfølgelse. Nyrup-regeringen afviste en undersøgelse, men balladen førte dog til, at de danske arkiver om Carl Værnet blev åbnet.

I den nye argentinske dokumentarfilm medvirker talsmanden Peter Tatchell fra Outrage i London også, og han har ikke ligefrem flatterende ting at sige om Danmarks håndtering af sagen. Eller som den argentinske instruktør Nacho Steinberg konstaterer:

»Alle ved, at der under en fjendtlig besættelse både er borgere, der går op imod fjenden, og andre, der bliver venner med ham. Udefra kan vi jo kun opfatte det, som om Danmark ikke har haft lyst til at rippe op i den del af sin historie – ligesom det også først er for nylig, at man i Argentina har taget et livtag med historien om de flygtede nazister, der blev budt velkommen her«.

Og at Carl Værnet blev budt velkommen i Argentina, viser dokumentaren også. I et klip dykker filmholdet blandt andet ned i kældrene under landets sundhedsministerium og finder som de første den gulnede ansættelseskontrakt, som Carl Værnet skrev med ministeren Ramón Carrillo i november 1947.

I datidens Argentina må sådan en bøssekur have lydt forjættende. Dels på grund af de kommercielle perspektiver i en verden, der stadig anså homoseksualitet for at være en sygdom. Dels fordi den unge nation Argentina havde brug for at udvide sin befolkning, hvad en historiker også påpeger i filmen.

En ’kureret’ bøsse var en mulig familiefar. Her adskilte argentinernes bevæggrunde sig måske ikke så meget fra nazisternes.

Homoseksuelt holocaust

Hvad Carl Værnet præcis lavede for ministeriet i Argentina, fremgår ikke af arkiverne. Hans resultater var formentlig heller ikke værd at gemme på. Kontrakten med ministeriet blev ikke forlænget.

I stedet hentede Carl Værnet sin danske kone, Gurli, og tre børn til Argentina og installerede sig som praktiserende læge. Men han faldt aldrig til. Da den store danske udvandrerkoloni i Argentina fik nys om hans fortid, udstødte de ham. Han lærte heller aldrig at tale ordentligt spansk.

I 1955 blev han kørt ned af en taxa og tilbragte måneder i sygesengen. Imens faldt hans kone ud foran et tog og døde. Og selv om Carl Værnet kæmpede sig tilbage fysisk og begyndte at praktisere igen, savnede han Danmark så voldsomt, at han i 1965 besluttede sig for at vende hjem – også uden den amnesti, han i flere omgange havde prøvet at få fra de danske myndigheder.

Men så blev den 72-årige Carl Værnet pludselig syg. Han blev indlagt på hospitalet Fernández tæt ved sit hjem i Palermo i Buenos Aires. Her døde Carl Peter Værnet 25. november 1965.

I dag lever flere af hans efterkommere med efternavnet Varnet i Argentina. Ingen af dem har villet lade sig interviewe foran et kamera til dokumentaren om deres slægtning, der havde hele tre mørke forhold imod sig: nazismen, kz-eksperimenterne og synet på homoseksuelle.

»Historien vil dømme Værnet for at have handlet imod sit lægeløfte i Buchenwald. Men det har været vigtigt for os at vise, at han og nazisterne ikke var alene i deres grundsyn, for fordømmelsen af homoseksuelle fortsatte i årtier efter krigen og florerer jo stadig i mange lande – bare se på Uganda eller Rusland. Det var også først i 2002, at Tyskland undskyldte over for ofrene for de homoseksuelles holocaust. Man skulle ellers tro, der havde budt sig en lejlighed inden«, siger Nacho Steinberg.

»Men som sagt har Danmark og Argentina været foregangslande i at give homoseksuelle præcis de samme rettigheder som heteroseksuelle. Ikke, at det ændrer på, hvad Carl Værnet gjorde. Men måske ligner det alligevel en lille historisk retfærdighed«.

Publiceret 10. april 2014.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce