Da canadiske Ben Johnson ved OL i Seoul 1988 krydsede mållinjen som vinder af 100 meter-finalen i den formidable tid 9,79 sekunder – ny verdensrekord - jublede hele Canada. Én bestemt canadier havde grund til at juble ekstra meget. Den Internationale Olympiske Komités (IOC) daværende vicepræsident Richard (Dick) Pound havde været ansvarlig for sponsorskaber og salget af tv-rettigheder til legene. Og efter nogle relativt magre år for IOC med boykot-legene i først Moskva 1980 og derpå i Los Angeles fire år senere, var det inden Seoul-legene lykkedes Pound at sælge tv-rettighederne for rekordbeløbet 403 millioner dollar.
Det var rigtig mange penge dengang, og tv-stationerne havde naturligvis en forventning om, at atleterne så også leverede varen. Som Ben Johnson gjorde det med sin spektakulære verdensrekord for øjnene af 70.000 ellevilde tilskuere på det olympiske stadion og milliarder af tv-seere verden over.
Dick Pounds glæde varede dog kun til dagen efter. Ved en frokost for sponsorer brasede IOC’s formand Juan Antonio Samaranch ind i lokalet og styrede direkte hen til Pound. Havde han hørt nyheden, spurgte spanieren. Næ, svarede canadieren, var nogen død?
Værre, sagde Samaranch. Ben Johnson var testet positiv. Hans obligatoriske blodprøve efter finalen havde indeholdt rester af det anabolske steroid stanozolol.
