Hello, it’s me«.
Sådan indleder man kun sit pladecomeback efter fire år, hvis man er i besiddelse af en vis selvfølelse. Hvis man har tillid til, at instrumentet, stemmen, bærer og sågar betaler tilbage med renter.
Det ’Hello’, Adele glider ind i sin sang på, er lettere sprukkent, så det er perfekt. Både usvigelig rent intoneret og alligevel så sårbart i sprukkenheden, at man lige aner den der sunde frygt: knækker hun? Musik bliver ikke virkelig inciterende uden den der lille frygt: holder det?
Men sprukkenhed skal omsættes i mere klingende mønt. Fra »Hello from the other side / I must’ve called a thousand times« vokser sangen, og vi er ovre i Celine Dion- og Whitney Houston-land, de der store klassiske ballademagere. Jeg læste en fan kommentere en Adele-video på YouTube med ordene: »Adele har styrken til at få dig til at lide gennem parforhold, du aldrig har haft«, og det er sådan, det skal være. Kunstnerne lider på vore vegne; det er så prisen.
