Skvulp. Rundt omkring i de kystnære områder kunne bekymrede husejere op til sidste weekend se deres fjordudsigt rykke tættere og tættere på i kølvandet af stormen Bodil. Nogle fik ligefrem fjorden ind i dagligstuen, og imens deres møbler sejlede ud ad hoveddøren, og de selv blev evakueret i gummibåde, indkaldte Stormflodsrådet til møde for at tage stilling til, hvorvidt der var tale om en egentlig stormflod.
Dommen faldt i tirsdags, og jo, rådet mente godt nok, det var en stormflod, der havde ramt landet. Og det gjorde husejerne glade – så glade, som man nu kan være, når éns hus midlertidigt har været omdannet til et vandland – for det betød jo, at de kunne få erstatning for de møbler, der var sejlet væk, og andre skader på deres ejendomme.
Men der var stadig folk, som kæmpede for at holde hovedet oven vande. Den samlede regering befandt sig tydeligvis i en form for havsnød, og det så mest faretruende ud for justitsminister Morten Bødskov, som plaskede stadig mere panisk rundt i vandoverfladen, mens han langsomt, men sikkert blev trukket ned af en understrøm af utilfredshed.
Inde på land stod Pernille Skipper og kiggede med et uudgrundeligt blik ud på den panisk plaskende justitsminister. Men kvinden med det maritime efternavn gjorde ikke mine til at kaste en redningskrans ud til den druknende, og efter nogle timer blev Bødskovs armbevægelser langsommere for til sidst at stoppe helt, hvorefter hans hoved forsvandt ned under vandet. Det sidste, man så, var ministerens stålindfattede briller, der glimtede i skæret fra den nedgående vintersol.
