Foto: ALS ROALD

Klædt på til politisk striptease

Rasmus Bech finkæmmer en uge, der bød på købesex for en tusse, en skægget dame og en kvindecharmør, der skal få folk til at stemme, men i stedet har fået dem til at diskutere porno. Og så, mere bilagsløkke. For 152.000 kroner tøjpenge denne gang. Lige op til mandens runde fødselsdag.

»I min familie havde alle mændene skæg. Og de fleste af kvinderne«

W. C. Fields (1879-1946), amerikansk skuespiller, forfatter og drukkenbolt

»Han var en trind lille fyr, der så ud som om nogen havde hældt ham op i klæderne, og at han havde glem at sige stop«

P. G. Wodehouse (1881-1975), engelsk forfatter og humorist

Ugen er gået; vi er på den sidste dag, måske stadig en anelse forpustede over al den hurlumhej, sidste weekends mægtige og meget dyre melodigrandprix førte med sig i vor rare lille hovedstad, Eurovision City.

Den skæggede Dame er på sine tynde ankler rejst hjem til det jodlende Østrig, og der vil hun – højt til vejrs, siddende blandt sommerfugle, alpevioler og edelweiss – overveje, om hun næste år skal forsøge sig med noget helt nyt. Måske blot en tynd moustache, kanske en shagpibe og en stille melodisk sang i barbershop-genren, leveret sammen med en gruppe skæggede veninder. Vi får se.

Det var så det, ikke mere ’Skæg i Ugen’, tilbage til den grusomme, jordnære virkelighed, som den rullede frem fra dag til dag gennem ugen, og som begyndte med et par enkle eksistentielle spørgsmål:

Hvor meget købesex kan en mand mon få for sølle 1.000 kroner – nu, da det ikke rækker til et par sko? Ja, hvor meget fransk, svensk, tysk og græsk intimitet kan det egentlig blive til hos Netstrømpe-Maise med den varme stemme, som vi mødte på tv-skærmen den anden aften?

Og hvor meget tøj kan en mand egentlig få for sølle 152.000 kroner – altså ud over en hel del sko – når han slippes løs i en butik på Gl. Kongevej på Frederiksberg med besked om, at nu skal han bare rage til sig? Det gælder om at se godt ud, vennerne og til dels skatteyderne skal nok tage sig regningen, tænk ikke på det.

152.000 kroner, det lyder da af en sjat, ikke sandt? Men inden De og jeg falder i svime, skal vi lige erindre, at i Frederiksbergs fine boutiquemiljø er priserne en del højere end i eksempelvis – for nu at nævne et par tilfældige lokaliteter – Køge, Holbæk, Hjallerup og Græsted. Så omfanget af habitter, skjorter, boxershorts, slips, sokker og livremme er slet ikke så overvældende, som det kunne lyde til.

At forarges over de forargede

Hvad angår 1.000 kroners-menuen på Netstrømpe-Maises travle bordel, så var det DR 2, der havde sat sig for at lave lidt gedigen, fornuftig forbrugerjournalistik for den mandlige del af befolkningen. For naturligvis er det utåleligt, at man ikke ved, hvad man kan få for sine penge på rigets madrasser. Det ved vi så nu. Tak, DR.

Selvfølgelig blev nogle af de sædvanlige klidbolletanter og præstedamer forargede over programmet, men var der nu nogen grund til det? Overhovedet ikke, mente vi i herværende publikation, som har det med at forarges over alle de forargede, og vor førende kritikekspert, Henrik Palle, måtte da også ryste opgivende på hovedet.

»Forargelse kan man altid mønstre. Men desværre kun sjældent bruge til noget som helst«, konkluderede han i sin sammenfattende artikel.

’Voteman’ og ’Løkkeman’

Under denne paraply nævnte Henrik Palle også den statsfinansierede pornovoldstegnefilm med skræmmefiguren, ’Voteman’. En tegnefilm, der på sin ganske særegne måde med duller og blowjobs skulle true de unge vælgere til at storme valglokalerne næste søndag, hvor det rasende spændende potensdomstolsvalg, sludder, patentdomstolsvalg finder sted. Og hvor vi hårdt prøvede vælgere også skal tage stilling til, hvilke pensionerede politikere, vi for Guds skyld ikke længere vil se i landet, og derfor stemmer ned til de bløde stole i Bruxelles.

Til Henrik Palles store ærgrelse har folketingets formand, Mogens Lykketoft, nu kaldt den barske tegnefilmsjofelist ’Voteman’ tilbage fra medierne, fordi forargelsen var gigantisk hos seerne. Det var åbenbart for stærkt for den nation, der engang gik forrest i kampen for fri pornografisk adfærd – når som helst og hvor som helst.

I partiet Venstre er der sikkert en hel del, der godt kunne tænke sig at kalde ’Løkkeman’ tilbage fra avissiderne og den eksklusive tøjforretning Zornig på Gl. Kongevej.

Tilbage til tiden før boxershorts, habitter og sokker på partiets og folkets regning begyndte at fylde i medierne. Med afsæt i Ekstra Bladet, der synes at have en nærmest Se og Hør-agtig overvågning af manden, der siger, at han ikke vil være statsminister for enhver pris, men som måske slet ikke behøver at bekymre sig om betingelserne, hvis ikke han får danset sig ud af denne affære.

Det minder nemlig om politisk striptease i topklasse: Først klædt nydeligt på af sit rundhåndede, statsstøttede parti, derefter klædt delvis af i et skattepolitisk tredjegrads forhør hos kommissær Krasnik på DR 2 – og nu ganske tæt på at stå splitternøgen tilbage på scenen, snart ribbet for selv de kulørte boxershorts og elegante sokker. Og meget tæt på den næste stribe meningsmålinger.

Armani-Lars og Gucci-Helle

Og de kan blive barske, mener den politiske kommentator Hans Engell, der fører sig frem både i Ekstra Bladet og på News.

»Skal vi nu høre om Armani-Lars i stedet for Gucci-Helle«, spørger Hans Engell i den lille vrisne avis – og han mener, at det bliver noget svært for Venstre at ironisere over en velklædt, smagfuld kvindelig statsminister, når man selv har en type som Løkke, »der kan brænde 152.000 kroner af på ti måneder til alt mulig tekstil fra underhylere til slips og habitter«.

Alt i alt en kedelig uge for den dyrt klædte Venstre-høvding, der fyldte 50 år i torsdags, og som havde håbet at kunne danse frem til receptionen med et statsmandssmil – men som i stedet har måttet zigzagge sig forbi snerrende mikrofoner og journalistiske draculatyper.

Pind og Dr. Lieberkind

Det har gjort en af Løkkes mest trofaste støtter, Søren Pind, Venstres svar på det sorthvide fjernsyns dyreekspert, Dr. Lieberkind, temmelig vred. Derfor var han – Pind og ikke den rare Dr. Lieberkind, som jo ikke længere er blandt os – noget bidsk, da han talte med en BT-journalist om Armani-Lars’ garderobeadfærd. Pind mente, at det er skammeligt, at denne sag er kommet frem ved at nogen har lusket sig til de bilag, der afslører indkøbene i Zornig-butikken, mens BT undrede sig mere over, at eksminister Pind udelukkende var interesseret i at skyde budbringeren.

»Jeg siger«, sagde Pind til BT, »at journalistik i dette land ikke skal basere sig på indbrud, ulovligheder, hæleri og snyd og bedrag. Det troede jeg, I havde lært af Se og Hør-sagen. Det har I åbenbart ikke«.

Men kan man ikke lære, så må man bøde. Derfor har Venstre nu foreslået, at krænker pressen privatlivets fred, så skal ofrene have en betragtelig kompensation. Så måske ender det hele med, at Lars Løkke får flere penge til at shoppe for i Zornig – hvis Ekstra Bladets nyhedshunde har gøet alt for voldsomt.

Det er ikke alle, der har råd til at lade sig udstyre med boxershorts og sko hos Zornig. Og slet ikke, hvis de ikke har en rig onkel og selv skal betale.

Til dem hører de polske, rumænske og bulgarske bygningsarbejdere, som findes nederst i den økonomiske fødekæde på EU-markedet – og som er byttedyr for smarte spekulanter.

Det kunne vi se i et tv-dokumentarprogram forleden aften, hvor en timeløn på cirka 500 kroner i eksempelvis et statsligt byggeri i Stockholm, mener jeg, via de forskellige ’mellemhandlere’ skrumpede til en timeløn på cirka 35 kroner.

Så det er, hvad man kan få for 35 kroner: En rumænsk bygningsarbejder – eller en polsk. I en time. Er det mon også taksten i det danske metrobyggeri?

Men hvad kan man så få for cirka 30 millioner?

Et par danske konkursadvokater, der tager sig af at afvikle de firmaer, der ikke kunne stå distancen og måtte give op.

Der er en del at se til, når konkursretssager skal gennemføres og værdier realiseres, kunne Berlingske fortælle – men se, 30 millioner kan også være for lidt. I hvert fald var topadvokaterne Boris Frederiksen og Pernille Bigaard godt mopsede over, at der blev skåret i deres fremsendte honorarkrav. For det var jo aldrig sket før.

Men dommeren i skifteretten mente, at kravet på 35 millioner var lige skrapt nok for at sælge nogle ejendomme, føre retssager, ordne bogføring og sælge kunstgenstande – så dommeren skar 5 millioner af. Og nu står de to vrede advokater med sølle 30 millioner og aner ikke, om de har råd til at tage en tur i Zornig. Det er da surt.

Publiceret 18. maj 2014

Redaktionen anbefaler:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce