»What? Hobro har fandeme slået FCK 3-0!«.
Min kæreste kigger op fra sin telefon med nogenlunde lige så stor entusiasme, som hvis jeg lige havde fortalt, at der var hul i min sok, men efter en hurtig forklaring lyser hun helt op.
»Er anføreren landmand og gymnasielærer? Hvor feeedt«, lyder det fra den ellers kronisk sportsuinteresserede ende af sofaen, og snart bliver jeg krydsforhørt om drengene fra Hobro, der sensationelt er rykket op i Superligaen med blot to fuldtidsprofessionelle spillere og nu endnu mere sensationelt har klasket både Brøndby og FCK.
Se, det var noget, man kunne forholde sig til. Nej, hvor er det bare godt og smukt og helt igennem herligt. Og således begyndte ugen med facebook-feeds proppet med udråbsord og lovprisninger til blandt andet to bankmænd, en lærling, en sælger, en folkeskolelærer og en landmand, der kunne sende højt betalte fuldtidsprofessionelle fra hovedstaden hjem i deres luksuslejligheder med en gedigen øretæve. Vi børn af en lilleputnation elsker jo, når underhundene sejrer og åbenbart også hende henne under læselampen, der ligefrem af egen drift efterfølgende gik på nettet og klikkede på en sportshistorie. Det har jeg sgu lige godt aldrig oplevet før.
