Lad mig bare indrømme det: Der er et par af ugens begivenheder, som jeg ikke fatter en bjælde af.
Jeg begriber ikke, hvordan man kan placere et nok så sindrigt konstrueret landingsfartøj på en komet, der farer gennem verdensrummet med 57.000 kilometer i timen, når folk nede på Jorden ikke kan finde ud af at koble to IC4-tog sammen.
Og min fatteevne rækker ikke til at forstå, at tusindvis af ædruelige mennesker, som netop har gennemlevet finanskrisen, kan narres til at investere deres sparepenge i et selskab, hvis forretningsmodel tilsyneladende bygger på en formodning om, at olieprisen bliver ved med at stige.
Eller byggede på, skulle jeg jo skrive, for OW Bunker indgav konkursbegæring i sidste weekend – blot et halvt år efter, at selskabet var gået på børsen under megen festivitas og stående ovationer fra landets førende aktieanalytikere. Nu stod virksomheden pludselig og manglede halvanden milliard kroner, og så vidt man kunne forstå, skyldtes tabet dels et gigantisk svindelnummer, der skulle have fundet sted på firmaets kontor i Singapore, dels nogle helt vilde opkøb af olie.
