Min farfar var redningsmand. Når endnu en tysk familiefar var faldet i søvn på sin luftmadras og drevet adskillige sømil ud i Kattegat, smed den gamle fisker, hvad han havde i hænderne – det være sig en bødenål, en halvflået rødspætte eller en nyåbnet Hof – og begav sig mod redningsstationen i Grenaa med så stor hastighed, som hans Velo Solex-knallert kunne bære ham, hvilket ville sige knap 30 kilometer i timen.
Nede på havnen var den noget hurtigere MRB-redningsbåd klar til at lægge fra land, når min farfar ankom for at styre redningsaktionen. Ingen sagde så meget, alle vidste, hvad de skulle gøre. Det var bare om at komme af sted.
De store mænd stod ikke på kajen og diskuterede, om det nu også var klogt at redde alle de tyske badegæster, der konstant kom i problemer, fordi de opførte sig som lemminger, så snart de vejrede havluft.
»Risikerer vi ikke bare, at de der tyskere bliver ved med at sejle ud på deres elendige luftmadrasser og drive halvvejs til Anholt, hvis de ved, at vi kommer og samler dem op?«.
