Så sad man der igen i en sen nattetime med en klar fornemmelse af at være tv-vidne til et hæsligt stykke historie.
Men det, man i virkeligheden kiggede på, var en billedsløjfe med de samme betjente, der bevogtede det samme vejkryds og dirigerede de samme ambulancer frem og tilbage, imens de samme nyhedsværter kom med løbende opjusteringer af dødstallet og udspurgte de samme eksperter, som alle understregede, at det var alt for tidligt at sige noget fornuftigt om baggrunden for de frygtelige begivenheder, som man netop havde fået repeteret for 41. gang.
Man har sjældent mere grund til at fortryde sit liv som nyhedsjunkie, end når der sker sådan noget som i Paris fredag aften, og man føler sig forpligtet til ’at følge med’ i stedet for at gå i seng, for man bliver kun mere deprimeret af det.
Endnu mere deprimerende er det, at man som erfaren nyhedsmisbruger oparbejder en evne til at kunne forudsige den næste dårlige nyhed. Så allerede da der først på aftenen bimlede en bulletin ind på min iPhone om, at der var blevet skudt med automatvåben mod gæsterne på en restaurant i Paris, fik jeg en grum anelse om, hvad der var i vente.
