I tilfælde af fjendtlig indtrængen: Søg dækning bag murværk«, lød det i en gammel sikkerhedsinstruks fra dengang, da terrortruslen mod JP/Politikens Hus var på sit højeste, hvilket ikke skabte udpræget tryghed blandt os, der arbejder bag glasdøre og gipsvægge.
Det er vigtigt at kunne søge dækning, ikke kun i terrorsituationer, og det var godt at se, hvordan departementschef Thomas Ahrenkiel fra Forsvarsministeriet beskyttede sin minister, Trine Bramsen, da hun kom under beskydning i denne uge. Ministeriets øverste embedsmand viste stor handlekraft, da han resolut tog fat i to af sine underordnede og stillede dem op i skudlinjen, så ministeren (og han selv) ikke blev ramt.



























