For nogle år siden gik jeg forbi et mødelokale på Politiken, hvor jeg gennem en glasvæg så kollegerne fra it-udviklingsafdelingen – internt mest kendt som ’indviklingsafdelingen’ – holde videokonference med deres daværende kodeleverandører i Ukraine. Det var et pudsigt syn, for de danske it-udviklere hang rundt omkring i mødelokalet iført shorts og spraglede sommerskjorter, og imens mødelederen havde anbragt fødderne på bordet, så man kunne se hans tæer stikke ud af sandalerne, sad de vandkæmmede ukrainere ret op og ned i nystrøgede, hvide skjorter og kiggede koncentreret ind i kameraet, imens de modtog instrukser fra hipsterne i København.
I tirsdags var rollerne byttet om i landstingssalen på Christiansborg, hvor danske politikere i jakkesæt og spadseredragter stod bomstille og lyttede andægtigt til den ukrainske præsident, som dog ikke havde strandtøj på. Krigshelten fra Kyiv var iført den sædvanlige armygrønne T-shirt, som er blevet Volodymyr Zelenskyjs varemærke under hans virtuelle verdensturné, der nu endelig var nået til Danmark.
Og vi fik gode karakterer af vores nye ven, fordi vi har taget os pænt af de ukrainske mødre og børn, der er kommet til Danmark, og fordi så mange danske virksomheder har lukket deres forretninger i Rusland ned. Carlsberg nåede lige akkurat at komme med på takkelisten. Som det tynde øl, fristes man til at sige.
Ud over taksigelserne og en hjerteskærende opdatering på krigens grusomme gang rummede Zelenskyjs tale også en opfordring til at standse importen af russisk gas og olie og lukke danske havne for russiske skibe. Og da den ukrainske præsident til sidst refererede til dansk hygge og opfordrede os til at tænde lys for invasionens ofre, stod det klart for alle, der kiggede med, at manden i den grønne T-shirt selv er et af sit lands stærkeste våben i den desperate kamp mod Vladimir Putins angrebshær.
