En morgen da jeg gik i 1. klasse og kom traskende op fra skolens cykelkælder, blev jeg pludselig grebet i begge overarme af to klassekammerater og ført af sted mod et lokale, hvor – gik det snart op for mig – en læge stod klar med den frygtede calmettevaccination imod tuberkulose.
De, som allerede var vaccineret, greb og førte os, som ikke var det, og følte tydeligvis, at de gjorde verden en tjeneste. Om jeg udtalte eller bare tænkte sætningen, husker jeg ikke, men den sidder i mig endnu: Jeg kan godt gå selv.
Det har fulgt mig lige siden og rører med mellemrum på sig. Især når jeg mindst ønsker det. Som da den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, onsdag aften talte til danskerne på storskærm i København og Aarhus, og to ting løb igennem mig i en blanding af tanke og følelse: At nu var livets alvor kommet til byen. Og at lige nu sad millioner af ukrainere måske og så de tusindvis af tændte fakler.
Jeg nærer som de fleste en umådelig respekt for den modstand, ukrainere yder de invaderende russere, og den måde, deres præsident musikalsk, med stor integritet og en stemme, der lyder, som om han hviskede ned i en kop tyktflydende kakao, spiller på hele sit klaviatur for at hjælpe sine landsmænd ud af den krog, de brutalt er trængt op i. Jeg tror på, at deres kamp dybest set er vores, og finder det nærmest smukt, at danske medier som Politiken og Jyllands-Posten på den måde sætter to folkeslag i forbindelse med hinanden.
