Velkommen til denne guidede tur rundt i ugen, sådan som jeg har oplevet den her fra min københavnske salon.
Nå ja, salon og salon. I virkeligheden er det bare et nedslidt kontor med linoleumsgulv og et støvet reolsystem fra 1970’erne, der huser en tilfældig samling bøger, billeder, avisudklip og papirmanuskripter – noget af det arkiveret i to papkasser som henholdsvis ’gammelt bras’ og ’ældgammelt bras’.
I perioder har det stået lidt sløjt til med rengøringen i min salon. Engang tabte jeg en peanutkugle fra Kims på gulvet og lod den ligge mellem de sammenfiltrede ledninger under mit skrivebord som en slags eksperiment. Der gik et par måneder, før peanutkuglen pludselig en dag var væk, og det var svært at sige, om støvsugeren endelig havde taget den, eller om den var blevet ædt af nullermændene. De lå der i hvert fald stadig.
Men jeg har skam en sofa i min københavnske salon. Jeg købte den for cirka 20 år siden gennem Den Blå Avis. Den kostede 800 kroner og er lige nøjagtig ikke lang nok til, at jeg kan ligge udstrakt i den, så i stedet har den blå sofa gennem tiden været udlånt til trætte og gravide kolleger under gennemsnitshøjde, ligesom min makker på ATS-redaktionen har spildt så mange wienerbrødskrummer i den, at en bager må kunne finde materiale til adskillige romkugler, hvis han løfter hynderne.
