Mange af os har prøvet det. At skulle sidde sammen med hele den dysfunktionelle familie og smile, som om alt var fryd og gammen, selv om man godt ved, at halvdelen af selskabet kæmper for at opretholde facaden, mens de fantaserer om at kaste sig hen over stuebordet og tage kvælergreb på hinanden.
Der var således noget genkendeligt over seancen først på valgugen, hvor den borgerlige opposition relancerede sig selv som ’den blå familie’ og holdt fælles pressemøde. For her stod farbror Morten Messerschmidt jo og nikkede eftertænksomt til alt, hvad der kom ud af munden på moster Pernille Vermund, som han for et par år siden kaldte »en førsteklasses led kælling« i en lækket lydfil fra et internt DF-møde. Og her stod onkel Jakob Ellemann-Jensen og lyttede interesseret til sin tidligere næstformand i Venstre, tante Inger Støjberg, som formentlig hader ham intenst for at have sendt hende i Rigsretten, mens han med lige så stor sandsynlighed hader hende for at have stiftet sit eget bondeparti og hugge en stor del af hans vælgere.
Men glade så de ud i den blå familie. Måske lige undtagen tante Inger, der ankom til familiefesten på krykker, efter at hun var faldet over sin hund, Ludvig, som trofast følger hende i valgkampen – dog tydeligvis i uforudsigelige løbemønstre.
Emnet, som familien havde fundet sammen om, var frie valg: Når onkel Jakob eller onkel Søren har sat sig for bordenden, vil fødende kvinder selv kunne vælge, om deres børn skal komme til verden i offentligt eller privat regi. Plejehjemsbeboere skal frit kunne vælge karbonader, pizza eller noget helt tredje til aftensmad. Og unge mennesker skal ikke længere deporteres til upopulære gymnasier på grundlag af deres forældres ind- og herkomst.
