Folk, som følger Peter Tudvad på sociale medier, har i en del tid kunnet dyrke hans frustrationer over de mange forsinkelser, aflysninger og lange rejsetider på rejsen mellem Meissen i det østlige Tyskland og Møn i Danmark.
Her i det tidligere DDR residerede filosoffen, der herhjemme er bedst kendt som en af landets førende eksperter i Søren Kierkegaard, i en årrække, skrev sine bøger og forberedte foredrag. Når han da ikke befandt sig et sted ude på den omtalte, besværlige rute eller i frygtindgydende tempo vandrede op og ned ad sine elskede bjerge i det såkaldte Sächsische Schweiz (Saksiske Schweiz, red.).


























