Lyt til artiklen
I min ungdom myldrede en ny generation af unge digtere frem fra sidegaderne, men én noget ældre digter blev ved med at føles aktuel og nødvendig, og det var Henrik Nordbrandt.
Der kom hele tiden nye digtsamlinger, livskloge digte strømmede fra ham, han syntes hele tiden at vokse i betydning. Her var en digter, som kunne skrive om tilværelsen på en måde, der føltes både skøn og sand. Som regel fra et skyggefuldt sted ved det solrige Middelhav og med plads til alle de længsler, som den digter, der har valgt eksilet, har en særlig fornemmelse for.
