De færreste guldsmede arbejder ved arkitekttegnede borde, men lige siden Lina Christensen fik eget værksted og galleri med navnet Tactus, har hun arbejdet ved det bord, arkitekt Hans Dissing fra Dissing + Weitling formgav specielt til hende for efterhånden 30 år siden. Bordet er så højt værdsat, at hun slæber det med sig, uanset hvor i verden hun opholder sig.
Lina Christensen tilhører en lille, suveræn elite af nordiske smykkekunstnere. Hun balancerer smukt og originalt mellem det klassiske og modernistiske, og bordet, hun aldrig slipper, befinder sig nu i et gammelt Clock Tower i det sydlige Skotland, hvor hun har slået sig ned med husbond og værksted. Her vil hun fordybe sig i skabelsen af nye unikasmykker, men også videreudvikle nogle af sine store succeser, heriblandt de meterlange kæder med skævt udformede led i ultraspinkel guldtråd samt sin første, egentlige kassesucces; små, charmerende emaljeøreringe med kulørte felter med forbillede i den engelske strikguru Kaffe Fassett’s farveunivers. Øreringene, men først og fremmest kæderne, er gennem årene blevet udsat for mange efterligninger i langt billigere udgaver, men sådan er vilkårene, når man har designet noget fremragende og populært.
