»Har du set, hvem der spiller Cyrano på teatret«, spurgte min hustru mig engang for år tilbage, da vi i sensommersolen slentrede langsomt ned ad en gade i Paris. »Jean-Paul Belmondo«, svarede hun selv med begejstringens forelskede glimt i øjet og med den dirrende glød i stemmen, som ved nyheden om at en gammel, ikkeglemt kæreste er tilbage i byen.
Og mens hele den internationale verden på samme tid hyldede Gérard Depardieu som den legendariske fægter med den lange tud i filmen ’Cyrano de Bergerac’, klappede pariserne af deres egen dramatiske version på de skrå brædder. Jean-Paul Belmondo med kappen på begge skuldre, kården i hånden for sit livs kærlighed og dog med en egen stolt glæde ved at vide at dø og leve som den sidste mand og musketer for Frankrig. Med ordet panache på læberne, da han går til en sidste duel med døden.
