Der er ingen som Dorte Karrebæk! Med lige dele elegance og dødsforagt har hun tegnet sig fremad fra små røde trolde til hudløse tilbageblik. Troldene tegner hun såmænd endnu, men efterat hun med mand og makker, Oscar K. alias Ole Dalgaard, afsluttede rækken af grænseoverskridende billedbøger, har der været andre boller på billedsuppen. Efter ’Fattigmandsbiblen’ og ’Lejren’ er hylden med tabuer tom. Så Dorte Karrebæks illustrationer er blevet ledt i en anden retning. Det kulminerede med ’Lighuset i Breslau’ (stadig med selvsamme Oscar K.) Senest er kommet ’Det var nok det bedste’, der er et hæmningsløst og smertefuldt forsøg i ord og billeder på at nå den afdøde mor.
Det hele begyndte med en pixibog. Dorthe Karrebæks allerførste rigtige rap i andedammen var ’Hundesnoren’ (1987) med tekst af Tove Johansen. Den omvendte mange (også mig) til at indse alle billedbogens muligheder og skjulte budskaber. Her handler det rent ud sagt om frihed. Og det har været denne tegners banner lige siden. Dorthe Karrebæks hastige streg har præget talrige billedbøger. De fleste er for børn. Andre er for børn og op. Nogle er kun for ’op’. I ’Ingenting her, ingenting der’ lægger hun alle kort på bordet til alle aldre. Det er en af hendes smukkeste og klogeste bøger. Dorte Karrebæk er klog, fordi hun tænker med hånden.
