Lyt til artiklen
På Woodstock-festivalen med dens tre dage med fred, kærlighed, kaos og musik kunne man i august 1969 være vidne til, at rockmusikken fandt sine egne ben midt mellem blomsterbørn og bluesmusik. I dette skønt spraglede virvar af ny og fantastisk varieret musik, skilte ét band sig på afgørende måde ud.
På et tidspunkt, hvor ingen endnu havde drømt om at kalde det verdensmusik, spillede Santana en rockmusik, der samtidig var latin og pisket frem af spilkogende congas. At tage en cha-cha-cha som Tito Puentes ’Oye Como Va’ fra 1962 og løfte den over i rockmusikken, var ikke en manøvre, man ville kunne støde på hos hverken Jefferson Airplane eller Crosby, Stills, Nash & Young.
