Anders Korsgaard Christensen var en af de første, der blev ringet op, da en gerningsmand havde skudt omkring sig i storcentret Field’s på Amager søndag 3. juli, og ingen endnu anede, hvor galt det stod til. Som chefpsykolog og leder af Afdeling for Krisepsykologi på Rigshospitalet måtte han i hast tage fra hjemmet i Hellerup for at oprette et krisecenter på hospitalet, der kunne tale med pårørende til kvæstede og omkomne.
Folks værste mareridt er genstand for hans virke. Og har været det i årtier. Han talte med passagerer og efterladte efter branden på ’Scandinavian Star’ i 1990. Han rejste til Thailand i julen 2004, lyttede og stillede spørgsmål til dem, der var tæt på tsunamiens ofre eller var tæt på selv at blive skyllet væk. Han har siddet over for soldater, der har set kammerater blive dræbt af vejsidebomber i krigen i Afghanistan nogle år senere. Og han forsøgte at berolige fortvivlede forældre, da elever fra en efterskole en vinterdag i 2011 var kæntret i en båd i Præstø Fjord og svævede mellem liv og død.


























