Richard Dreyfuss brød igennem i 70’erne, inden han blev sjov i 80’erne og nøjedes med at rase ud bag kameraet.

Han kiggede en hvidhaj i øjnene og blev 70'ernes klogeste rebel

Dreyfuss var ikke nem at danse med, og det var han heller ikke på settet, hvor hans rasende sammenstød med kolleger og instruktører var kendt stof i sladderbladene. Foto: Richard Shotwell/Ritzau Scanpix
Dreyfuss var ikke nem at danse med, og det var han heller ikke på settet, hvor hans rasende sammenstød med kolleger og instruktører var kendt stof i sladderbladene. Foto: Richard Shotwell/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Med ’American Graffiti’ fra 1973 indledte den amerikanske skuespiller Richard Dreyfuss som mange andre af sin generations filmstjerner sin karriere i en ungdomsfilm. Som en af tidens mange utilpassede teenagere, der ikke kunne se sig selv som en del af forældrenes bud på en fremtid. I 1970’erne blev den amerikanske drøm blotlagt som en løgn, og de unge ville se rebeller sparke de vaklende institutioner i sænk.

Men der var noget i hans udstråling, der mindede mere om en professor end en lækkerbølle. Noget lærd i den antiautoritære attitude. Og det var som sådan, at Dreyfuss fik sit store gennembrud to år senere i Steven Spielbergs blockbuster ’Dødens Gab’.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her