Der er mange fremragende scener i George Roy Hills film ’Butch Cassidy and the Sundance Kid’ fra 1969. Men den mest vidunderlige er – efter denne nekrologskribents ydmyge mening – den, hvor Paul Newman og Katharine Ross kører rundt på en stor herrecykel til tonerne af ’Raindrops Keep Fallin’ On My Head’, sunget af B.J. Thomas. Man bliver helt rundtosset af glæde, intet mindre.
Og sådan er det med mange, mange af Burt Bacharachs sange. De hensætter lytteren i en fornemmelse af – for en stund – at være faldet ned i et hul af lykkelig selvforglemmelse, frigjort fra tid og sted, opfyldt af musikken. Om det har noget at gøre med, at Burt Bacharach hed Freeman til mellemnavn og tog det så alvorligt, at han med sin musik ønskede at frigøre andre fra eksistensens af og til tyngende åg, skal ikke kunne siges. Men det er et faktum, at han øgede mængden af ørefornøjelse med de umådeligt mange sange, han – ofte med tekst af makkeren Hal David – skrev i løbet af sin karriere, der strakte sig over mere end 60 år.
