Lyt til artiklen
Elegant så det ud, ubesværet lød det, når Per Christian Frost svang guitaren eller bassen i den stræben efter mennesket i musikken, glæden i tonerne, lyset i livet, der syntes at gennemlyse hans altid formfuldendte, men aldrig perfekte indsats. For perfektionisme var måske den eneste kunstform, den lille mand, der var så stor en mester, ikke brød sig om eller interesserede sig det fjerneste for.
Han vidste vel instinktivt, at mennesket og musikken netop er interessant i alt det uperfekte, der sat sammen på den måde, en elegantier som han formåede, ville inspirere og hjælpe alle os andre videre til nye følelser og indsigter.
