Det er ikke gentagelse af ordene »legende« og »stjerne«, der gør størst indtryk i den lille bog om Tarjei Haaland, som Greenpeace-kollegerne i hast hentede bidrag til, da det stod klart, at kræften havde spredt sig uhelbredeligt i hans 80-årige krop. Heller ikke de ubetingede roser for faglig ordentlighed og akkuratesse fra politikerne Connie Hedegaard, Ida Auken og Margrethe Auken.
Det går derimod lige i hjertet, når kolleger fra nær og fjern beretter om en mand, der altid spørger, hvordan de har det, som aldrig taler om egne bedrifter eller besværligheder, men stiller op når som helst og hvor som helst med sin medmenneskelighed og sin viden. Måske fordi jeg selv har oplevet det som ukendt journalist til en festlig reception. Tarjei Haaland blev præsenteret for mig, så mig direkte i øjnene og sagde, at jeg gjorde det godt med mine artikler. Resten af aftenen strålede jeg.
