Lyt til artiklen
Som så mange børn var også Louise Glück optændt af drømme om storhed og drabelige hævnfantasier. Hvad der var lidt usædvanligt ved pigen fra Long Island var, at hendes almagtsfantasier kredsede om de digte, hun en dag skulle skrive. Louise Glück forestillede sig, at hendes digte en dag ville få masserne til at flokkes om sig.
»Der kom et punkt«, skriver hun i essayet ’Om hævn’, »hvor det gik op for mig, at sådan en respons aldrig nogensinde havde fundet sted i litteraturens historie. Men alligevel fortsatte jeg med at føle, at det ville ske, at det måtte ske, fordi min egen måde at reagere på den litteratur, jeg tilbad, var så intens, så absolut«.
