Måske halter kronologien lidt, men således husker jeg det. Jeg havde været til koncert med Axel og Den danske Kvartet på konservatoriet. Blandt andet med musik af Axel. Jeg var dybt fascineret over denne musik, hvor krystallinsk ro blandede sig med de voldsomste energiudladninger i et musiksprog, som jeg sjældent så overbevisende havde mødt på dansk. Det var for mig en banebrydende erfaring. Komponistens navn kendte man godt, men i Jylland må man sige, at hans musik dengang var sjældent hørt.
Det var dengang, de gule sporvogne klarede befordringen af folk og fæ i den jyske hovedstad. Jeg træder ind i en af de gule, og hvem sidder i den anden ende, ja netop Axel Borup-Jørgensen. Jeg blev lidt rystet af at møde mesteren sådan i almindelig dagligdags sammenhæng. Siddende der med partitur og det hele. Kompromisløs Jeg har aldrig glemt det møde, selv om jeg ikke turde sige noget til ham af bar benovelse. Til gæld følte jeg mig sikker på, at vi skulle mødes igen. Billederne står i kø. Vores samarbejde både i kammermusikken og de store solistiske guitarhovedværker, som vi virkelig råøvede både i Birkerød, i sommarstugan i Sverige og frem for alt i Aarhus. Det var sessions, jeg aldrig vil glemme, selv om der ikke kun var tale om idyl.
