Han blev altid ved med at være Anker. På papiret forhenværende, men ude i bybilledet, blandt det folk, han engang stod i spidsen for, altid nærværende. F.eks. der ved busstoppestedet. En lille skævrygget pensionist med en stok. »Hej, Anker, hvordan går det?«. En mand med et ståsted. Et levende menneske, gammel som Metusalem, men også et symbol og en ideologisk markering i kød og blod. For sådan var det jo: Ingen var nogensinde i tvivl om, hvad Anker med efternavnet Jørgensen stod for. Hans ligefremhed og næsten demonstrative nøjsomhed. Hans facon, hans væsen, hans værdier. Statsministeren der tog imod hjemme i den treværelsers på strømpesokker. Indiskutabelt: Til venstre for midten.
Det var en kæmpe overraskelse, da Jens Otto Krag, en skarp akademiker med et flamboyant indre, lige efter befolkningen havde stemt landet ind i EF 2. oktober 1972, gav stafetten videre til folketingsmand Jørgensen, der havde været medlem af tinget for Vestre Storkreds siden 1964.
