Hvad er der overhovedet at tilføje om kongen af dansk teater? Suverænen har selv talt, i en 546 sider stor erindrings- og portrætbog, der udkom i april med den animerende titel ’... men voksen blev jeg aldrig«. Jørgen Reenberg har nu brugt 85 år på aldrig at blive voksen – heraf de 60 på scenen, som han steg ned fra for fem år siden. Han er for længst blevet en myte og fast pensum i enhver skuespillerhunds parodiberedskab.
Kongelig krukke, superpedant og forførende alfahan, der æder unge skuespillere til morgenmad og helst selv vil agere overinstruktør. Berømt for sine skideballer: »Er du rigtig klog? Du må ikke gå ind i mit ekko!«. Der skal være plads til efterklangen af maestros replikker. Men han har også fået uindskrænket hånds- og halsret i kraft af sin totalt dedikerede passion efter at få hver en detalje afdækket i spillet – og aldrig bare hans egen rolle. Et kunstnerisk skarpsind, der spidder alt, der lugter af vane og »lørdagskylling«. Der har skullet en snes af hans kolleger til for – i biografien – at give et udførligt, dækkende bud på, hvad der rumsterer i det store skuespillerdyr og evige barn, som altid har insisteret på at bevæge sig ud i rollens og scenens grænseland. »Teatrets Tjernobyl« (Søren Sætter-Lassen), »Silverback Gorilla« (Emmet Feigenberg), en mand med »glødende lava under fodsålerne« (Klaus Hoffmeyer), »en enhjørning og en snegl« (Ghita Nørby) »et åbent brandsår« og »et tusmørkemenneske« (Michael Christiansen), »en robust og skrøbelig viking« (Morten Grunwald), »et farligt menneske at få ind på en scene« (Per Olov Enquist). Kendt er Reenbergs musikalske sans for at tæmme en replik, hans evne til at »mundforme« en tekst med en stemme, der oser af guldalder og samtidig kan skære igennem på helt moderne vis. Mindre kendt er nok den lige så markante fysikalitet, der altid har gennemsyret hans spil. En karakterskuespiller og forvandlingskunster af den gamle skole – med et særligt greb om masker – men med en insisterende korporlighed, der oser af nutid og nærvær. En jættes krop, hvad udtryksfylde angår . Tag f.eks. historien om spytklatten. Det var i ’Hjemkomsten’, hvor Reenberg som faderdespoten skulle spytte efter sin søn (Jens Albinus). Spytklatten skulle ramme gulvet, men som forestillingen udviklede sig, blev han så grebet af magtkampen, at klatten havde det med at ende mellem øjnene på Albinus. Man ved aldrig, hvor Reenberg rammer. Som Ghita Nørby siger det, går han så meget ind sit fantasirige, at rollen bliver virkelighed: »Fægter han på en scene, stikker han jo også, den idiot!«. En farlig mand på en scene. Hans uberegnelige livgivende »vanvid« truer med at sprænge det hele ... og får det til at løfte sig. Selv har han altid næret den selvforglemmende ambition om at kunne »lade sig overrumple, at være fuldstændig uvidende om ens næste replik, mens man står på scenen«. Her i det overrumplende nærvær ligger også hans livslange holden fast ved det indre barn: »I alt, hvad jeg har spillet, lige meget hvilket magtmenneske eller hvilket despotisk uhyre, prøver jeg altid at finde barnet i ham«.
