Manden med underbukserne! Sådan kan man vist godt tillade sig at kalde den amerikanske modedesigner Calvin Klein. I begyndelsen af 1980’erne foretog han et revolutionerende indgreb i mændenes helt igennem upoetiske underbenklæder. Han strammede op på faconen og smækkede sit navnetræk i elastikken, en genial finesse med kolossal virkning, idet millioner af mænd begyndte at ’flashe’ deres såkaldte ’Calvins’. Lanceringen på Times Square i New York gik heller ikke upåagtet hen. Her åbenbarede Calvin Klein sine nye designerunderbukser på et gigantisk billede af et meget muskuløst og flot stykke mandfolk, der viste sig at være identisk med den olympiske stangspringer Tom Hintnaus.
Nye signaler om sex i reklamer
Det var nu ikke stangspringeren som sådan, der stoppede trafikken, mere hans fremhævede bule i en efter manges mening skandaløst provokerende vinkel, eksponeret af Calvin Kleins gode ven, den meget feterede modefotograf Bruce Weber.
Ikke desto mindre kårede magasinet American Photographer netop dette billede som et, »der havde forandret Amerika«. Det sendte nye signaler omkring sex i reklamer og kampagner, og blandt mange, ikke mindst homoseksuelle, betragtes det i dag som slet og ret ikonisk.
Ifølge Los Angeles Times efterlod billedet dog en noget frustreret stangspringer, der fortalte, hvordan han i årevis havde arbejdet hårdt på at blive den bedste indenfor sin sport, hvorefter »jeg blev berømt for at hoppe i et par underbukser«.
På forsiden af Vogue
Calvin Kleins jødiske forældre indvandrede fra Ungarn og slog sig ned med købmandsforretning i Bronx, New York.
Det hedder sig, at moderen var ualmindelig glad for tøj, og da sønnen hverken interesserede sig for hockey eller streetball, tog hun ham med på shopping og tilskyndede ham desuden til at tegne og sy, hvilket førte ham til uddannelse på Fashion Institute of Technology. I 1962 kom så turen til Dan Millstein, en af datidens største fabrikanter indenfor herrekonfektion. Lønnen var 75 dollar om ugen for diverse efterligninger af jakker og frakker fra franske og italienske modehuse, hvad der var ganske almindelig praksis i tidens amerikanske tøjindustri.
