0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Komponisten der aldrig holder sin kæft. Aldrig!

Pelle Gudmundsen-Holmgreen nægter at holde kæft, og han nægter at gå i takt. Han nægter at bevæge os. Men han kan godt li’ at skubbe lidt til vores forventninger og vaner.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Jeppe  Gudmundsen-Holmgreen
Foto: Jeppe Gudmundsen-Holmgreen

Tonesætter. Pelle Gudmundsen-Holmgreen har gennem et langt stræk i dansk musikliv været en af de mest udfordrende og ukonventionelle på sit felt.

Fødselsdage
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Fødselsdage
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Det er digteren Ursula Andkjær Olsen, der har indfanget det så præcist i sin bog om komponisten Pelle Gudmundsen-Holmgreen, ’Med hver sit næb’, der er udkommet på Gyldendal: Det at mandens musik dybest set er en scene, hvor væsensforskellige væsener mødes og pipper om kap.

Aldrig konventionelt eller kønt i kor. Derimod gerne muntert vrængende i lystig karambollage.

’Modviljens poesi’ er en etiket, der passende er blevet hæftet på Pelle Gudmundsen-Holmgreens musik. En anden kliché, denne anmelder selv gang på gang er kommet til at trække op af hatten, er den om Pelle Gudmundsen-Holmgreen som dansk musiks store Rasmus Modsat.

Tag bare et værk som hans bevidst groteske ’Je ne me tairai jamais. Jamais’ fra 1966. Et værk, der i følge komponisten selv handler om noget så upræsentabelt som impotens.

»Det forsøger at sige noget, men fejler aldeles«, har Gudmundsen-Holmgreen sagt om dette, et af sine hovedværker.

Man hygger sig med at vide, at det er den absurde dramatiker Samuel Beckett, Pelle Gudmundsen-Holmgreens erklærede husgud, der har leveret værkets franske titel med en sætning, som på dansk ville lyde: ’Jeg holder aldrig min kæft. Aldrig’.

Og det gør han ikke, komponisten, hvis meninger om kulturlivet er blevet landskendte, når han på tv har optrådt i ’Smagsdommerne’. At skrive musik er at bruge sin stemme, og for Pelle Gudmundsen-Holmgreen var udgangspunktet den bevidst gennemskuelige, nærmest objektive stilretning kaldet ’ny enkelhed’, som i 1960’erne var dansk kompositionsmusiks reaktion på den komplekse centraleuropæiske modernisme.

Måske skyldes det, at komponisten har sine kunstneriske rødder i billedkunsten. Hans far var billedhuggeren Jørgen Gudmundsen-Holmgreen. Farfaren var portrætmaler, og sådan kan man blive ved. Familien – og begge hustruer – har været orienteret mod grafik, keramik, maleri og skulptur.

Det stoflige er gået i arv og har hos Pelle Gudmundsen-Holmgreen fået en tilbøjelighed til at afføde musik i blokke. Det høres i kerneværket ’Tricolore IV’. En minimalistisk ytring for orkester, som udenlands vakte noget så livgivende som skandale, og som med de enkleste råmaterialer udgør en musikalsk mobile.

Den musikalske Rasmus Modsat er glad for at sætte umage størrelser sammen. Arabiske melismer blandede sig med ’I Danmark er jeg født’, da H.C. Andersen i 2005 skulle hyldes med strygekvartetten ’Moving Still’.

Inden den ny enkelhed, og inden stemmeføringen for alvor blev personlig, var der, som det tidlige udgangspunkt, glæden ved Bartók og Stravinsky. At Gudmundsen-Holmgreen siden hen er nået til at danse electric boogie til Stravinsky, som det sker i Jytte Rex’ portrætfilm ’Musikken er et monster’, viser, hvordan vi nogle gange ender med at elske dem, vi begynder med at frygte.

I filmen kan man også høre Pelle Gudmundsen-Holmgreen imitere mongolsk strubesang og efterligne diverse fuglestemmer, selv om han godt ved, hvor tosset det lyder. For det særligt gudmundsen-holmgreenske findes netop i hans sjældne legering af indædt og inderligt for nu at citere, hvad en komponistkollega ved navn Karl Aage Rasmussen har sagt.

Altid stikker modviljen mod det retlinede og det entydige sit hoved frem. Det er ikke Pelle Gudmundsen-Holmgreen, man skal gå til, hvis man vil gribes om hjertet, som man bliver det hos Tjajkovskij. Pelle ville ikke være Pelle, hvis ikke sangerne i ’Jamais’ sang med sammensnørede struber – og hvis ikke båthornet i hans legendariske kammermusikværk ’Plateaux pour deux’ bevidst overdøvede celloen.

Der kan være omkostninger forbundet med at vie sit liv til at sætte små sorte prikker på nodepapir. I hvert fald hvis man insisterer på at gøre det bevidst uhomogent og ’upænt’.

Det koster fortvivlelse at være Pelle Gudmundsen-Holmgreen, som det også fremgår af Jytte Rex’ film.

Men det giver også energi at være på tværs. Energi, som var man en mongol på vej ud over stepperne med et ’jeg holder aldrig kæft’ hujende fra den sammensnørede strube.

Der er noget dybt ærligt og derfor også dybt sympatisk over Pelle Gudmundsen-Holmgreen.

Han nægter at holde kæft, og han nægter at gå i takt. Han nægter at bevæge os. Men han kan godt li’ at skubbe lidt til vores forventninger og vaner. Hos ham er musikken en scene, hvor umage væsener mødes og vrænger om kap. Det er det rene, skønne pip.

Få det store overblik for 1 kr.

Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Læs mere

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Podcasts

Annonce