Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Tegning: Mette Dreyer

Tegning: Mette Dreyer

Musik
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Komponist om Politiken: »I lefler en lille smule for det joviale og afslappede«

Politiken og DR får et drag over nakken af Pelle Gudmundsen-Holmgreen.

Musik
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Det kan umuligt være noget, kokken har gjort for at være vittig, men alligevel sker det.

Mens Politikens musikanmelder får en helt traditionel firkantet foldet fransk pandekage med skinke, ost og et æg i midten, er komponistens, som han har bestilt med et fyld af gedeost og spinat, lagt sammen, så den danner en skæv trekant, hvis spidser på en sært utilpasset måde hænger strittende, men alligevel slapt ud over kanten af den runde tallerken.

Vi sidder i en kælderrestaurant ved siden af Torvehallerne i København, hvor specialiteten er galettes – madpandekager med fyld, som de laver dem i Bretagne – og da den trekantede pandekage lander foran Pelle Gudmundsen-Holmgreen, er vi netop ved at tale om, hvorfor den 81-årige komponist har brugt sit liv på at være på tværs.

LÆS OGSÅ

Det er Gudmundsen-Holmgreen selv, der bemærker, at han nok får sin pandekage serveret på den måde, fordi han »er trekantet i hovedet«. Manden er kendt som del af panelet i tv-programmet ’Smagsdommerne’, men siden han var 16, har han komponeret klassisk musik, der hen ad vejen kom til at lyde alt andet end klassisk, og som har dyrket både det indholdstomme, det impotente og det absurde.

Renæssancekomponist gennem vridemaskinen
Gudmundsen-Holmgreens mest berygtede stykke er for cello og båthorn. På hans nye album, ’Mixed Company’, der udkommer i denne uge i forbindelse med en portrætkoncert i Southbank Centre i London med London Sinfonietta og det danskbaserede vokalensemble Theatre of Voices, er sangerne med, fordi det er en sang af den engelske renæssancekomponist John Dowland, han har haft gennem vridemaskinen.

Men sangerne får ikke umiddelbart lov at synge.

»Da jeg selv er glad for Dowland, besluttede jeg mig for at tage noget af ham som grundmateriale, og jeg valgte ’Flow my Tears’. Jeg lavede en firstemmig vokalsats, og så sagde jeg til mig selv: ’Nå, hvordan skal jeg komme i familie med den?’ Så skilte jeg den ad, så vi først gradvist når frem til sangen. Det starter med konsonanter, sådan her: ’Ffff … ffffd’ – og det er jo vidunderligt at høre, fordi hvad fanden er det for en lyd? Det er jo en underlig ting at sige, ikke. Og så temaet, hvor det siger: ’Oow, oow oow ...’, det swinger meget godt ikke?«.

Din musik kan virke egensindig, absurd og stædig. Hvis man hører begyndelsen af din nye plade, hører man noget musik, der ligesom står og stamper i jorden og gør sig umulig?

»Den er jeg ret glad for. Den er totalt grov, sådan lidt hærgende anlagt. Jeg tænkte: ’Altså skal det være sådan, at mit liv går med at være underlig, eller vil du hellere forstås af folk derude?’ Og så tog jeg den beslutning, at det sidste var en dårlig idé. Kan man høre græsset gro? Det ved jeg sgu ikke, men der er cyklerne og bilerne og mobilerne ... alle disse ting, der hele tiden popper op. Dem vil jeg gerne komponere med«.

Det er ikke for at genere folk
»Jeg tror nok, jeg er født lidt kontrær«, indrømmer Pelle Gudmundsen-Holmgreen og henviser til sit efternavn, hvis første del dækker over islandske rødder. Rødder, som ifølge hans billedhuggerfar, Jørgen Gudmundsen-Holmgreen, bærer på det stridige og knarvorne. Og så er der det med påstanden om musikkens skulpturelle kvaliteter, som han nikker ivrigt til.

»Hele mit liv er jo billedkunst«, svarer manden, der er gift med en grafiker, og som selv malede som teenager. Datteren Stine laver kostumer til film og tv. Da hun skulle finde tøj til Jesper Christensens kunstneroriginalkarakter i ’Arvingerne’, gik hun på hugst i sin fars garderobe.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»90 procent af tiden er det mit tøj, han render rundt i«.

Vi taler om et andet af de stykker, der skabte skandale omkring 1970, nemlig Pelle Gudmundsen-Holmgreens ’Tricolore IV’ for stort orkester. Publikum kom med chikanerende tilråb, da det blev spillet ved en festival for kompliceret avantgardemusik i Basel, fordi musikken var reduceret til bare tre statiske klangklodser. En for strygerne, en for træblæserne og en for messingblæserne.

»Som en mobile!«, siger han og indrømmer, at han godt vidste, at det var ekstremt, og at han havde forudset skandalen.

»Jeg var iskold, og jeg nød det nok også en lille smule. Det er vigtigt, at nogen gør et eller andet, som ikke er god tone. Jeg ved godt, at jeg er provokerende, men det er ikke for at genere folk ... jo, måske er det lidt. Men det er først og fremmest, fordi jeg synes, at det er nogle spændende steder at komme hen. Jeg anser os for at være ret prisgivet vores vaner. Men man kan da prøve at slå sig i tøjret«. Politiken skal passe på

Selv om han har den absurde dramatiker Samuel Beckett som husgud, har smagsdommeren ikke noget imod at sparke til den gode smag og melde ud, at han med fornøjelse ser ’X Factor’. Men forud for interviewet har han lovet noget seriøs kulturkritik, og det kommer, da vi når til kaffen.

»Danmarks Radio har et problem med, at de jager dem væk, der er særligt interesseret i klassisk musik. Der skal Politiken også passe på. Jeg holder sgu meget af det danske. Det lidt grovkornede, måske også lidt platte. Der er noget befriende ved det. Men det betyder også, at det sofistikerede og højpandede forsvinder. I lefler en lille smule for det joviale og afslappede«.En musikkritiker som jeg tør ikke skrive allegro i sine anmeldelser længere ...»Det synes jeg, du skulle gøre. Det der med, at så falder læserne fra, det tror jeg ikke på. Jeg tror, at de vil føle sig fristet. Når jeg står over for noget, jeg ikke forstår, så føler jeg mig tiltrukket. Det er det samme, DR har gjort. Værterne på P2 er blevet hovedpersoner, og de taler meget om, hvad de selv oplever. Det har gjort det til en sludrebutik. Det er babymos. De lefler. Snobber nedad«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce





LÆS OGSÅ Du lagde ud med at ville være kontrær. Men du har fået priser, du indleder en måneds tema om dansk musik i Southbank Centre i London på søndag, og du er smagsdommer. Dit projekt med at være kontrær er for så vidt mislykkedes?»Ja, det er ikke så godt«, griner han. »Men hvis vi sidder og tier stille, risikerer vi bare at blive væk«.



Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden