Tirsdag aften på Københavns musikkonservatorium var en festaften, og gæsterne var det københavnske samtidsmusikliv.
Bevares, der var da folk, man ikke kendte.
LÆS OGSÅ Komponist laver skulpturer af lyd
Men der var stort set ikke den professor, komponist eller kompositionsstuderende, der ikke var mødt op for at hylde komponisten Pelle Gudmundsen-Holmgreen, som fyldte 80 for nogle uger siden.
Perfekt match
Arrangementet var på en og samme gang eksklusivt og umiddelbart fedt. Gudmundsen-Holmgreen har altid været på tværs på den gode, givende måde, og opbuddet af nye værker fra hans hånd for fire stemmer og fire strygere var en smuk og gennemtænkt servering.
Den amerikanske Kronos Kvartet har i årtier sat en ære i at spille det, de andre klassiske kvartetter ikke spillede. Fra renæssancemusik til Jimi Hendrix.
De har før samarbejdet med både Pelle Gudmundsen-Holmgreen og det danskbaserede elitevokalensemble Theatre of Voices, og en aften med ny musik anrettet på en skovbund af bløde, helt rent intonerede renæssance- og barokklange var et perfekt match mellem de udførende og komponisten.
'Kanon' fik kærlige puf
Theatre of Voices i kvartetformation lagde ud med Holmgreens ’Song’ for fire stemmer, hvor gentagne ord og stampende, nærmest komiske udbrud langsomt viger pladsen for John Dowlands gamle ’Flow My Tears’. Det var tudesmukt - og så begyndte uropførelserne.
Her var det tyskeren Johann Pachelbels berømte ’Kanon’ i D-dur, der stod i centrum for værket ’New Ground’.
Men selvfølgelig har Pelle Gudmundsen-Holmgreen, berømt for at skrive for cello versus båthorn, givet Pachelbels gamle basmelodi et par kærlige puf, så temaet sejlede skævt allerede i den indledende præsentation.
Blid og spirende afspændt
Luften gik ud af Pachelbel, der dog magisk fik lov at genopstå, endda først uden knubs og blå mærker, i en elektrisk coda for de fire strygere.
Anderledes gnidret og bestemt ikke D-dur-tonalt stod inden da ’No Ground’, som med sit kvalte lydbillede og sin gnidrede polyfoni var perfekt skabt til Kronos Kvartettens klangverden.
Så sang de fire Theatre of Voices-solister en blid, spirende afspændt vokalkvartet med rødder i den engelske renæssance kaldet ’Green’, og det var en fryd at gå til pause med deres rene naturklange i ørerne.
Smuk afslutning
Men tryllekunsten kom efter pausen, hvor ’Green’s klare verden blev lagt oven i først den gnidrede ’No Ground’ og siden også i ’New Ground’s anderledes tonale univers.
Det fungerede navnlig i det første tilfælde aldeles fremragende.
LÆS OGSÅ Gnistrende udspil er fantastisk indspillet
Sangerne havde hver sit eksotiske percussioninstrument at farve de umiskendeligt gudmundsen-holmgreenske finurligheder med, og koncertens anden halvdel blev en smuk, dramaturgisk velplanlagt afslutning på en aften, hvor et amerikansk og et danskbaseret eliteensemble inden for samtidsmusikken satte laurbærkrans på en komponist, der stadig er på tværs.
Gudmundsen-Holmgreen synger med sit eget næb, og i en alder af 80 gør han det uimodståeligt.
Hør dirigenten Paul Hilliers album 'The Natural World of Pelle Gudmundsen-Holmgreen':
fortsæt med at læse
