Der er få, som magter det store udtræk, når ballet og opera folder sig ud med højspændt drama og musik samt et mylder af medvirkende. Men knap nok havde Mia Stensgaard rundet de 30, før hun fik drømmeopgaven med at lave scenografi til den store skøgeballet 'Manon' på Det Kgl. Teater. En kæmpe udfordring, der ud over det rent kunstneriske kræver en blæksprutte med lange arme og et lavpraktisk håndelag ' alene det at skulle designe kostumer, der kan honorere dansernes heftige armløft og spring, uden at det hele sprækker. LÆS OGSÅ Scenograf klipper en erotisk trekant i papir Men balletten blev den prøvesten, der lærte hende, hvem hun var som scenograf : »Min force er at plante et frø, som kan spire videre i andres hænder og blive til en lille verden«. Frøet tog her form af en art punk-rokoko, der bredte sig med graffitispray på tylsskørterne side om side med glitrende diamantbesætninger og fejende fjerhatte med en død rotte. Klassisk elegance med et beskidt postmoderne tvist. Under prøverne sad koreografens enke, Mrs. MacMillan, og råbte begejstret: »More dirt and more diamonds, girl!«. Jo, det blev en stor succes. Bred pallet Stensgaard var også godt klædt på til udfordringerne. Hun lagde ud med at studere beklædning på Danmarks Designskole for derefter at blive scenografuddannet på Statens Scenekunstskole (tidl. Statens Teaterskole). Allerede inden hun var færdig, var hun i gang med gruppen Emmas Dilemma, og lige siden har hun været oppe i det vilde arbejdsgear med alt fra Nicolas Bros Mammutteaterstykker til Cederholms 'Alle mennesker der dødelige' på Det Kgl. samt filmscenografi med surreel kant til 'De grønne slagtere' og 'Adams æbler'.
Hun er også typen, der kan finde på at stille Jens Albinus op på en træpalle i den minimalistiske 'Hvis dette er et menneske' eller klæde Martin Brygmann ud i brunt bølgepap og en kæmpe papirkugle i showet 'De fleste ulykker sker med lemmet'. Det er nu især på opera- og balletscenen, at hendes fabulerende, let syrede talent kommer til sin ret ' når hun f.eks. på Operaen lader 'Flagermusen's valse ud i et storkøkken og et herretoilet, i samarbejde med Peter Langdal, ligesom hun med Kasper Holten satte 'Tannhäuser' ind i et labyrintisk forløb af trapper. Jo mere forskelligartede udfordringer, jo bedre ' sådan har hun altid haft det: »Jeg vil gerne det hele. Det er det, der er fantastisk og mit problem. På teatret er kostumerne mere i baggrunden, fordi skuespillerne fortæller historien. Det fede ved opera og ballet er, at musikken kommer ind som en tredje dimension, og at man kan lege mere med farverne. Film kan noget fjerde, hvor jeg skal underlægge mig historien«. Synergi Selv om man især i ballettens verden stadig kan finde på at tale om »dekorationer«, handler det for Stensgaard aldrig om bare at »stille noget pynt bag spillerne«, men om synergien mellem instruktion og scenografi. »Ofte drejer arbejdet sig mere om logistik og om at være butler og præsidentfrue. Når folk siger, at jeg har en fed stil, fatter jeg ikke, hvad de taler om. Æstetikken er ikke mit udgangspunkt. Jeg er optaget af, hvor historien skal bevæge sig hen. Det fedeste er at arbejde med krimier, skabe kontraster og plante noget i folk og at være verdens bedste legekammerat«. Det legesind viste hun frem for alt i det drømmeagtige natsværmerland i 'Et Folkesagn' (2011), der ramte lige ind i hjertet af balletten. Et kniplingeagtigt spindelvæv bredte sig på eventyrlig vis med døden i kanterne ' lidt som et billede af Julie Nord. LÆS OGSÅTag halvandet år rundt i Nicolas Bros hoved »At træde ind i den her fortælling har været som at åbne en skatkiste«, har hun fortalt, »fordi historien i sit vandmærke er så fuld af kontraster ' med en oververden og en underverden. Og det ligger så tæt op ad det, jeg gør, hver gang jeg skal fremkalde et nyt univers. Jeg skruer simpelt hen op for kontrasterne«. Aktuelt er der både gang i en ny DR-serie, 'Arvingerne', og operaen 'Onegin' til Royal Opera House i London med premiere til februar. Der skal nok blive skruet op for kontrasterne. Som hun siger det: »Når jeg arbejder, skal tingene ret langt ud, før jeg rigtig vågner«.
