Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

I foråret 2007 fik skuespilleren og dramatikeren Nicolas Bro den idé at lave et stykke om den sidste dag på Jorden. Undervejs skrev han en dagbog, der kan læses her.
Foto: JONATHAN BJERG MØLLER

I foråret 2007 fik skuespilleren og dramatikeren Nicolas Bro den idé at lave et stykke om den sidste dag på Jorden. Undervejs skrev han en dagbog, der kan læses her.

Scene
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

dagbog Tag halvandet år rundt i Nicolas Bros hoved

Nicolas Bro har skrevet dagbog om arbejdet med at forvandle en masse syrede tanker til et færdigt stykke drama.

Scene
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

August 2007 Nej, det skal ikke være den sidste dag på Jorden, men en langsom undergang. Menneskerne ved nu, at de er de sidste. Måske har de vidst det deres halve liv.

Nogle er vokset op med den kendsgerning. Har aldrig kendt til andet. Men hvordan ved de, at de er de sidste? Måske findes der ingen børn?

Jeg læste i en artikel i Illustreret Videnskab, at man efter kortlægningen af menneskets gener har fundet ud af, at det mandlige Y-kromosom er blevet to tredjedele mindre, siden det opstod for 300 millioner år siden.

94 procent af Y-kromosomets gener er fuldstændig ubrugelige. Det kvindelige X-kromosom har overtaget stort set alle forpligtelser på nær lige bestemmelsen af kønnet, og det går kun en vej. Om 100 millioner år findes manden måske slet ikke mere?

Alle mænd er døde. En katastrofeklassiker! Kun kvinder på scenen. Kvinder i alle aldre. Syv scener, syv skuespillerinder.

To karakterer starter, én går videre, og så fremdeles. Der har ikke været født et barn i måske 30 år?

Som en lille rest af mandlighed kunne jeg godt tænke mig, at det lykkes at redde verdens kønsskifteopererede.

September 2007
Der begynder at dannes en mytologi i mit hoved. En Y-kromosomepidemi er ved et uheld sluppet løs af videnskabskvinden Mother og hendes assistent, den kønsskifteopererede Kim Podolski.

I løbet af ganske få måneder er manden og Y-kromosomet uddød, og kvinderne står efterladte, ufrugtbare og tæt på sammenbrud.

Allerede i de første timer efter udslippet indleder Mother og Kim Podolski en hidsig jagt på et serum, men de finder ingen umiddelbar løsning på menneskets fatale situation.

I stedet begynder de at redde byens kønsskifteopererede, som har vist sig at have stor resistens over for Y-kromosom-nedbrydningen.

Mother har for at redde Kim fjernet hendes hypofyse, hvilket lader til at have bremset selve kromosomforandringerne i Kims krop. Dag og nat opererer de og fjerner i alt 176 hypofyser på kun tre måneder. Herefter starter jagten på ikke-inficeret sæd.

Efter tre år er de lige ved at give op, da det lykkes Mother at opspore en 100 år gammel sædprøve fra Josef Stalin, fundet nedfrosset i et underjordisk mausoleum midt i Bering Strædet.

Mother tager otte æg fra sig selv og skaber otte pigebørn af den raske sæd.

Nyheden om, at der er født otte piger efter næsten fire års barnløshed, spredes til hver en krog af verden og vækker et nyt kollektivt håb blandt Jordens kvinder. Store sorgbearbejdelsesgrupper skyder frem.

Kvinderne begynder at bygge tilværelsen op igen. Da pigerne er 6 år gamle, har begejstringen og kravet om større følelsesmæssig andel i dem vokset sig så stort, at Mother på grund af pres fra Den Internationale Sorgbearbejdelse lader sig overtale til at fordele de otte piger i hver sin verdensdel.

Verden døber hende, fulde af håb, MOTHER, den nye mor.

December 2007
Juhu, Mammutteatret fik penge til stykket. Jeg vil kalde det ’Slutstrand’. Den sidste strand. Jeg elsker billedet af Charlton Heston, der knæler og skriger »Nooo!« foran en tilsandet frihedsgudinde i ’Abernes Planet’.

Jeg vil gerne beskrive et kvindesamfund, som fungerer optimalt. Det er et langt mere kollektivt og omsorgsfuldt fællesskab, de har stablet på benene, end vores eget.

De uddanner sig mere, de knokler som vanvittige (det ved vi jo), og hvis det ikke var, fordi de var ved at uddø, så ville det her være et ønskværdigt sammenhold, som i stykket har eksisteret på trods i 33 år.

Hvis det var mændene, der var blevet efterladt alene på Jorden, havde jeg givet det fem år. Det ville ende i fadøl, selvmord og ekstremsport. Ha ha …

Maj 2008
Jeg er begyndt at give karaktererne taletid på papir. De vrøvler poetisk derudad. En gang imellem opstår der en vigtig brik.

Juni 2008
Jeg har sendt karakteristikker og en gennemgang af scenerne og universet ud til skuespillerne. Nu vil jeg prøve at skrive hele stykket på 12 timer uden stop.

Så. Efter 12 timer har jeg skrevet hele stykket. Det fylder 60 sider og er noget frygteligt vrøvl. Men det er også kun for at lave en opvarmning.

At tvinge sig til ikke at fjerne fingrene fra tastaturet i 12 timer, samtidig med at man prøver at få alt det med, man har tænkt det sidste år.

Det er en kamp at blive siddende, og hold kæft, hvor er det mentalt hårdt ikke at stoppe op for at kvalitetscensurere sig selv, men i stedet bare lade sig føre af sted af sin egen strøm.

Efter nogle timer er man nærmest gået i trance. For ikke at blive sindssyg har jeg været nødt til at tage 5 minutters hvil og en smøg for hver 30-40 minutter, jeg hamrer løs på tastaturet.

Efter sådan et maraton kan jeg ikke falde i søvn. For meget kaffe. Da jeg endelig sover, vågner jeg først 10 timer senere.

Juli 2008
Jeg har brugt en hel måned på den første monolog. I en science fiction bliver du nødt til at få dine informationer ud med det samme.

I ’Star Wars’ gør de det med en rulletekst. »In a galaxy far far away ...«. Fuck ’Star Wars’. Jeg har ikke nogen rulletekst.

August 2008
Det kører fint. Jeg skriver to-tre sider om dagen. Jeg kan ikke se et tv-program eller læse avisen, uden at det kommunikerer med mit stykke.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det er, som om jeg tiltrækker informationer. Som om al virkelighed filtreres igennem min historie. Det bliver sværere og sværere at kommunikere med omverdenen, når jeg en gang imellem bevæger mig ud i den.

Jeg plejede at miste min forstand i skriveprocessen, men for nogle teaterstykker siden lovede jeg Theresa (Nicolas Bros kone, red.), at jeg ville beholde en fornuftig sindstilstand, ellers kunne hun ikke leve sammen med mig i disse perioder.

Min fornuft har haft det rigtig godt de seneste år. Hver gang jeg er ved at miste jordforbindelsen, husker jeg mig selv på, hvad jeg har lovet. Tager en lur eller går en tur.

September 2008
Jeg har skrevet de første tre scener af syv og har ladet min instruktør, Christoffer Berdal, og min scenograf, Mia Stensgaard, læse dem. De var positive.

Vi er taget til Sverige for at holde en kort weekend.

Søndag sidder jeg og skriver, mens Christoffer og Mia går en lang tur for at diskutere de tre første scener. De kommer tilbage og har masser af utroligt inspirerende ideer. Jeg labber dem i mig. Hurra.

Hjemme igen går jeg i stå med stykket. Jeg har fået mange gode ting at tænke på.

Oktober/november 2008
Det har taget mig næsten to måneder at skrive scene 4. Men hold kæft, hvor er jeg glad for den. Nu tror jeg, at jeg kan se målet i det her.

Man kan nogle gange være bange for, at tingene ikke opstår, men sandheden er (og den er svær at holde fast i), at hvis du bliver siddende, så sker der noget; hvis ikke, sker der intet.

December 2008
Jeg er i høj kondition nu. Jeg kan skrive 10 timer i træk hver dag.

Jeg elsker at være det her sted i processen. Man slider alle forhindringer op. Christoffer Berdal er en fantastisk sparringspartner. Vi mødes én gang om ugen.

Jeg føler hele tiden, at han sender mig i den rigtige retning. Jeg skriver både juleaftensdag og nytårsdag. Jeg kan ikke holde mig væk. Jeg er i et højt tempo.

Januar 2009

Vi starter prøver tirsdagen efter nytår. Hele mandagen bruger jeg på at kopiere og køre ud med manus til skuespillerne.

Jeg glæder mig til at glide over i den sociale del af det her projekt. Jeg har været meget alene med det her. Nu glæder jeg mig bare til at give det fra mig.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det er en tilbagevendende lykkefølelse, jeg står med på det her tidspunkt i processen. En varm lykkebold i maven.

Det er altid et postulat, når man tror, at man kan nå frem til det her øjeblik. Heldigvis opdager man det altid først bagefter. Eller fortrænger man det bare? Puha.

Fortalt til Mikkel Fyhn

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden