På tomandshånd er Søren Krarup en nærværende og venlig person, som lytter og interesserer for modpartens synspunkter og liv. Han er også en blød og sentimental mand. Mange politiske modstandere, der første gang sidder over for ham, studser og tænker: Er det virkelig Sorte Krarup, der sidder der, ham, der ser humanisme og politisk korrekthed som »politisk terrorisme«, ham, der har gjort kulturradikalismen til sin fjende, og ham, der med egne ord »advarer mod den katastrofale indvandring«? Ja, det er det. I den forstand er morgendagens fødselar, der blev Dansk Folkepartis ’chefideolog’ (et ord, han afskyr), en sammensat mand. Ja, lidt af et paradoks. Benhård med bolden Faderen, Vilhelm Krarup, var en central skikkelse i den teologiske bevægelse Tidehverv, som holder fast i Luthers rene lære og er kritisk over for al form for gerningsretfærdighed.
Søren voksede op i præstegården som den mellemste af tre søskende, og barndommen var præget af, at faderen stod i spidsen for modstandsbevægelsen på Djursland. »Der var våbenmodtagelser, flugtruter over Kattegat, skjulte engelske piloter, og samtidig var tyske soldater indkvarteret i præstegården. En nervepirrende balanceakt«, har Søren Krarup senere fortalt til Jyllands-Posten. Da Søren var ti år, flyttede familien til København. Her blev lille Søren medlem af fodboldklubben Fremad Amager, hvor han spillede frem til 1965. Søren var en benhård forsvarsspiller – centerhalf – han gik til den på banen, og til sidst var han anfører på førsteholdet. Der blev meget tid på fodboldbanen, men han kunne også bruge bolden i en anden betydning og blev student, inden han kom ind i Den Kongelige Livgarde. Og så blev det teologien. Folkeligt oprør mod eliten Den teologiske embedseksamen kom hjem i 1965, og her fik han så – Tidehvervspræsten – et embede i Seem ved Ribe, hvor han var i 40 år.
