Det var en stor sorg for Hans Abrahamsen, at han ikke kunne blive musiker. Den unge mand lagde ellers ud med at studere horn på konservatoriet, men en lammelse i den ene side af kroppen gjorde det vanskeligt for ham at blive udøvende, »og så blev jeg indøvende i stedet for«, har han forklaret i et interview. At Hans Abrahamsen blev indøvende - med andre ord, at han blev komponist i stedet for udøvende musiker - er noget af det bedste, der er sket for dansk musik. For manden har skabt nogle af de mest poetisk-kondenserede værker, der er skrevet på dansk jord. LÆS OGSÅUropførelse klang som dalende sne og sart poesi Men faktum er, at Hans Abrahamsen er en beskeden mand, og hans personlighed og tilgang til det at skabe musik endte en overgang med at blokere for det hele. Komponisten havde så store evner og så meget overblik over det, han skabte med noder og papir, at han i 1990'erne til sidst erklærede offentligt, at det var slut med at komponere. Helt slut. Efter en mere end lovende begyndelse i slutningen af 1960'erne og en stabil produktion op igennem 1970'erne og 1980'erne var kilden tørret ud. Perfektionismen havde ædt sig ind på en kunstner, som allerede, da han rundede de 30 år, havde produceret en eksklusiv stribe værker.
Fortættet Kigger man på begyndelsen af Hans Abrahamsens karriere, er et orkesterstykke som 'Stratifications' fra 1975 præget af den unge komponists arbejde med en cool, konkretistisk æstetik, der knytter an til hans udgangspunkt i datidens danske bølge af såkaldt 'Ny Enkelhed'. Et endnu tidligere orkesterværk som 'Skum', skrevet da komponisten var bare 18 år gammel, viser konkretismen i rendyrket form, mekanisk konstrueret som det er i en række afsnit af præcis samme længde, men fyldt med meget forskelligt indhold. Præcis som de malerier, Per Kirkeby dengang malede på helt ens masonitplader, men med forskellige motiver. Bag værkernes korte varighed gemmer der sig hos Hans Abrahamsen et indhold så fortættet, at andre komponister uden at skamme sig ville smøre det ud over langt større lærreder. Men Abrahamsen har aldrig været fyldordenes mand. Hans metode har tværtimod været at tage noget eksisterende musikalsk materiale - det kan være et allerede eksisterende stykke musik eller noget så banalt som en kromatisk skala - og med udgangspunkt i det skabe et nyt værk. Ofte mættet med nostalgi og vemod.
Ny tonepoesi Referencerammen blev efterhånden den tyske romantiske musik fra 1800-tallet. Titler som 'Märchenbilder' og 'Winternacht' fra henholdsvis 1980'erne og 1970'erne siger det hele. Ved at gå på opdagelse i det allerede eksisterende skabte komponisten ny tonepoesi - og hvor mange danskere har komponeret på bestilling fra Berliner Filharmonikerne? Hans Abrahamsen har. Orkesterværket 'Nacht und Trompeten' fra 1982 rummer magisk nattemusik og hurtige, mekaniske blink, men allerede på det tidspunkt var værkerne i gang med at suge kraft fra hinanden i stedet for at lægge nye verdener til de eksisterende. Musikken begyndte at viske sig selv ud, og efterhånden var der kun Abrahamsens bearbejdninger af andre komponisters musik tilbage. Men så mødte manden kærligheden i skikkelse af pianisten Anne-Marie Abildskov, og i 2000 havde han pludselig skrevet en klaverkoncert. Kun godt og vel et kvarters musik. Men musik, der lader den opmærksomme lytter opleve både forkrampningen og den efterfølgende strøm af nyvundet kreativitet.
Fortolker mestrene Mesterkomponisten György Ligeti fra Ungarn var i sin tid blandt den unge Abrahamsens mentorer, og ligesom Gustav Mahler har hans værker afsat små spor i Abrahamsens musik. Komponisten 'finder' stumper af fortid, når han skiller det eksisterende ad.

Ligesom Hans Abrahamsen har nyinstrumenteret Carl Nielsen, har han også gjort det med en anden af sine læreres, nemlig Per Nørgårds, værker.