Michael Nesmith havde ventet sig så lidt af den audition, der i 1965 søgte ’skøre fyre’ til en ny tv-serie om et popband, at han glemte at tage den Lille Per-agtige tophue af, som han bar for ikke at få det lange hår i øjnene, når han kørte på sin motorcykel. Tophuen blev hans skæbne. Efter prøvefilmningen kom nogen i tanker om ham med ’uldhuen’. Nesmith var indtil 1970 med i The Monkees, et tv-serie-koncept, bygget så meget over The Beatles, at man kaldte dem The Prefab Four, fordi det var, hvad de var, præfabrikerede – en kendsgerning, Nesmith til pr-folkenes mishag aldrig undlod at fremhæve.
Tiden har ydet Monkees større retfærdighed, og efterhånden fik de faktisk lov til selv at spille med på pladerne, som altid indeholdt et par Nesmith-kompositioner, der dog blev væk i lyden af ’Last Train To Clarksville’ og ’Pleasant Valley Sunday’. I 1970 købte Nesmith sig ud af sin kontrakt for 450.000 dollar. Og genoptog den folkrock, han havde spillet før. Linda Ronstadt fik i 1967 sit gennembrud med Nesmiths ’Different Drum’. Nesmith dannede det kritikerroste First National Band og arbejdede som producer sideløbende med soloalbum. Det seneste kom i 2006, instrumentalpladen ’Rays’ – i øvrigt et af de første, der kun kom på iTunes. Så tidligt som i 70’erne lavede Nesmith videoer over sine sange, og videoen blev hans fremtid. Han instruerede videoer for Lionel Richie og Michael Jackson og opfandt til børnekanalen, Nickelodeon, videoprogrammet ’PopClips’, som han senere solgte. Det blev grundstenen til MTV. Hans firma, Pacific Arts, blev et af de store på home video-markedet (med serien om den amerikanske borgerkrig som hovedhjørnesten). Michael Nesmiths ideer blev lettere at finansiere, da han i 1980 arvede efter sin mor. Hun var opfinderen af Liquid Paper, korrekturlakken, som hendes søn godt ville have brugt på sin underskrift på Monkees-kontrakten.
