Når man beskæftiger sig med det grumme og groteske, sådan som Louise Hindsgavl gør, kan man umuligt være en nydelig og ganske almindelig kvinde, man må mindst være et monster, som den succesfulde keramiker konstaterede i et interview til Berlingske for nogle år siden. Og her er ganske rigtigt et mærkbart modsætningsforhold mellem keramikerens udseende og hendes keramiske udfoldelser, disse sære og mærkværdige, indimellem perverterede, men næsten altid humoristiske fremstillinger, serveret i det blanke, hvide og nærmest uskyldsrene porcelæn, vi genkender fra de kongelige, klassiske porcelænsfigurer. Afvist af Royal Copenhagen I Blå Bog definerer Louise Hindsgavl sine værker som værende »kritiske overvejelser af samfundet i form af figurative porcelænsarbejder«, og mere præcist kan det næppe formuleres, når det samtidig skal være kort. Men breder man definitionen ud med eksempler på hendes efterhånden mange skulpturelle værker med halvt dyriske og halvt menneskelige skabninger i besynderlige situationer, kunne man tage fat i nogle af hendes nyeste, nemlig de tre figurer for producenten Kähler i 2012. Der er tale om kommentarer til kvinden og hendes rolle, eksempelvis den fortravlede, hvor moren med barnet under armen må bevæge sig rundt på rulleskøjter for at kunne nå det hele. Nogle år tidligere havde Louise Hindsgavl kontaktet Royal Copenhagen, men her var man ikke det mindste interesseret i en foreslået fornyelse, hvorefter det blev samarbejdet med Kähler, der gav hende mulighed for at genoplive den flere hundrede år gamle tradition med figuriner. Men hvor de dengang forestillede det søde, nuttede og ganske harmløse, eksempelvis hyrdinden og skorstensfejeren, den springende hjort og den lille bondedreng i marken, er det som sagt de langt mere hudløse, foruroligende, ja, ganske anderledes situationer og handlinger, der nu foreligger i glaseret fajance og små produktioner fra Louise Hindsgavl. Udstillet her og der Hun er født i Glostrup, kom siden til Ribe, tænkte på en uddannelse som enten biolog eller geolog, men besluttede sig endelig for at blive keramiker, hvilket hun blev fra Designskolen i Kolding i 1999. Året efter etablerede hun eget værksted i København og kunne ifølge eget udsagn sagtens have levet af at lave kopper og skåle, men trangen til at fortælle historier pressede sig på, og hvorfor ikke historier i porcelæn, en slags moderne konversationsstykker, der balancerer mellem kunst og kitsch og er inspireret af de tableauer, der i 1700-tallet blev sat på middagsbordene, dels som dekoration, dels som samtaleemne for gæsterne, der sad til højbords i mindst fem, seks timer. Siden Louise Hindsgavl begyndte at flytte grænser i porcelæn, har hun udstillet både her og der, senest i Bruxelles og Gallerie Christoffer Egelund i København.
Hendes skulpturer er repræsenteret på mange væsentlige museer, herunder Victoria & Albert i London, og hun har modtaget adskillige legater og priser, blandt andet Annie og Otto Johs. Detlefs Keramikpris på 100.000 i 2006 samt Statens Kunstfonds treårige arbejdsstipendium. I nogle år var Louise Hindsgavl medlem af bestyrelsen i Danske Kunsthåndværkere, og hun var desuden censor ved Biennalen for Kunsthåndværk og Design i 2011. Det nye år byder på to store soloudstillinger, den ene i Hongkong, den anden i Istanbul, og begge er allerede i gang. Senere på året kommer endnu en soloudstilling, denne gang i Frankfurt, samt den store fællesudstilling ’Bodies speaking out’ i New York.
