»Jeg savner at optræde, for jeg trives utrolig godt på scenen. Men I’ve had a full meal, jeg fik lov til at trække harmonikaen meget længere ud end så mange andre kunstnere. Jeg har været umådelig privilegeret og egentlig aldrig følt, at jeg skulle ’på arbejde’, men derimod bare fik lov til at beskæftige mig med det, jeg elskede mest af alt – at danse«. Sådan sagde solodanser og balletinstruktør Vivi Flindt til dette portræts signatur for nogle år siden. Og da var dansen ganske rigtigt ved at være overstået, men Vivi Flindt har fået lov til at udfordre harmonikaens virtuositet endnu mere og har efterfølgende skabt sig en smuk karriere som iscenesætter og pædagog i dansens verden. Det er en stærk og en modig danser, en frimodig og flittig kunstner, der nu kan se tilbage på et alt andet end stringent livsforløb, hvor hun undervejs var med til at flytte grænserne for, hvad dansen kan bibringe sine udøvere og sit publikum. Og hvor hun fortsat er med helt fremme i uddannelsen af nye dansetalenter som kunstnerisk leder siden 1993 af den københavnerbaserede sommerinstitution Bartholin International Ballet Seminar på Det Kgl. Teater. Musikerbarnet Vivi Groth Gelker gik selv til ballet på Hans Brenaas balletskole i København. Talentet var evident, og i 1951 blev den lille dansemus optaget på Det Kgl. Teaters Balletskole. Fra 1961 var hun fast medlem af nationalkompagniet, og i 1967 udnævntes hun til solodanser. Den unge danser fik hele sin andel af Bournonville-primarollerne, men hendes lange, slanke skikkelse afslørede muligheder for et andet og mere fysisk frigjort og moderne repertoire.
Hun var med, da Den Kgl. Ballet første gang dansede på bare fødder – i Paul Taylors ’Aureole’ – og fødselaren var en særdeles livskraftig Columbine i Glen Tetleys ’Pierrot Lunaire’ og en elegant Desdemona i José Limóns ’The Moors Pavane’. Hendes stærke, dramatiske karaktertegning og eminente rollefortolkning kom også til udtryk i titelrollen i ’Frk. Julie’, hvorimod de store klassiske, romantiske balletter aldrig blev Vivi Flindts gebet. Det var dog mødet – det private og det professionelle – med balletmesteren Flemming Flindt, der i allerhøjeste grad var med til at definere hendes helt særlige kunstneriske udvikling.
