I en tid, hvor flygtighed søges forfremmet til evighed, og superstjerner kan købes i løs vægt ved indgangen til ethvert amatørtalentshow, er det lidt vildt at skrive om en musiker fra 1928 og vel at mærke ikke gøre det i en nekrolog. Fats Domino pladedebuterede i 1949 med singlen ’Detroit City Blues’. En lokal dj kunne bedre lide bagsiden, og fire år senere havde ’The Fat Man’ solgt en million eksemplarer.
Vel at mærke uden at bryde igennem til det hvide marked – USA var raceinddelt, og Domino havde base i Louisiana, et af de steder, hvor amerikansk apartheid var mest synlig. Nummeret, som han skrev sammen med sin kapelmester, Dave Bartholomew, introducerede Dominos uefterlignelige lidt indolente swing, det rullende piano, det bramfri foredrag (»they call me the fat man, because I weigh two hundred pounds«) og et beat, der kvalificerer sangen til at være en af de første rock’n’roll-skæringer med lige dele Louis Jordan ’jump blues’ og mindre jazzet blues a la Champion Jack Dupree. Første Top 10-træffer Antoine 'Fats' Domino voksede op i fattigdom i New Orleans som den yngste i en børneflok på ni (selv har han ’kun’ otte børn). Hans far var violinist, og en 20 år ældre svoger lærte 9-årige Fats, hvilke tangenter han skulle trykke på, og kom i øvrigt langt senere med i Dominos band som guitarist. Domino forlod skolen som 14-årig og begyndte som ufaglært fabriksarbejder.
